torsdag, september 28, 2006

72nd and Amsterdam

Jeg var lige på Flickr for at kigge lidt på min konto og så faldt jeg lige over dette billede. Det er fra New York og det er noget af det mest fantastiske jeg har set i meget lang tid.

Fotokunst af høj klasse - taget af en fyr som kalder sig JeffrySG. Du kan se flere af hans billeder ved at klikke på det indsatte link til sidst i denne post. Der er flere cool billeder.

Ud over det har jeg fået endnu et billede offentliggjort på en anden side. Denne gang et billede af "The American Foutain" i Stratford-Upon-Avon. Måske fordi der ikke er andre der har villet fotografere den rædsel!

Link til Flickr:
http://www.flickr.com/photos/jeffrysg/199276720/

onsdag, september 27, 2006

Apropos Citater

Så fandt iTunes lige en gammel sang med Crash Test Dummies med et vers som er værd at huske på. Titlen er "Here on earth I'll have my cake" og er fra albummet "The Ghosts That Haunt Me"

Some folks say that life is just a veil of tears
Not me man I can't pack enough into these years
I don't care if it's spring summer winter or fall
Make no fuss about the seasons, 'cause I like 'em all

Chorus:
Here on earth I'll have my cake
Gonna eat it too, make no mistake
'Cause if it's a question of to be or not to be
I'll put on my boots and go see what I can see

mandag, september 25, 2006

Risgaard Blogggen - nu med Citater

Jeg har tilføjet "Dagens citat" øverst i bloggen, men det har du sikkert allerede lagt mærke til. Bare lige en lille sjov ting - og så sker der noget nyt er hver dag...vabbehar....!

søndag, september 24, 2006

Bold i Brum.

Under en uge til jeg kommer retur til Danmark og jeg har brugt det meste af dagen på at pakke og rydde op i alt det skrammel man når at få raget til sig på 6 måneder. Nu er jeg så nået så langt at det hele ser ganske fornuftigt ud og jeg forhåbentlig kan have det hele med mig hjem.

Alternativet er at jeg enten sender det eller lader det blive her til jeg kommer igen. Der er nemlig noget der tyder på at jeg skal herover igen en smuttur inden årets udgang, men det er ikke på plads endnu.

Ud over det gik dagen i går med en lille tur til Birmingham (Eller "Brum" som byen hedder på den lokale dialekt som i øvrigt er ganske uforståelig!). Dels for at se hvor langt der er til lufthavnen og hvor let den er at finde og dels for at se fodbold. Jeg kørte hjemmefra kl. ca. 10.15 og efter ca 1½ time var jeg ved lufthavnen så det var lige efter bogen. Trafikken var ikke voldsom men der var dog lidt, men eftersom jeg regner med at køre ca. 2 timer tidligere næste lørdag regner jeg ikke med at det bliver noget problem.

Efter lufthavnen var det så afsted mod Villa Park, men jeg havde en lille plan om at komme ind til byen også. Derfor havde jeg lige lavet lidt research omkring byen og fundet ud af at der kører noget der ligner et S-tog ud til stadion. Det betød så at jeg - trods advarsler om at Birmingham er umulig at køre rundt i - trillede ind til byen og fandt et parkeringshus uden de store problemer. Derefter var det rundt i midtbyen og kigge lidt på den.

Birmingham regnes som oprindelsesstedet for den industrielle revolution (dampmaskinen og alt det der) bla. takket være en Hr. James Watt som huserede i byen sådan cirka for 150 år siden. Det betyder at der er en masse fabrikker og en masse gammelt skidt og faktisk er forstæderne ikke specielt charmerende for at sige det pænt og efter hvad jeg kan forstå bar byen også haft noget af et blakket ry i mange år. Jeg kan så hilse og sige at midtbyen er et besøg værd hvis man kan lide at shoppe! Der er ikke de store seværdigheder, men bymidten er fyldt med butikker og faktisk rigtig hyggelig - på trods af at det er Englands eneste million-by ud over London.

Efter at have futtet rundt i et par timer der så var det til fodbold. 15 minutter med toget fra Birmingham New Street til Witton (£1,40 for en retur) og så 5 minutters gang til Villa Park - let og enkelt. Jeg fandt min plads og var klar til opgøret Aston Villa - Charlton FC - og det med alle Charlton fans lige til venstre for mig! Kampen var egentlig ikke noget særligt, men der var stemning og så hjalp det naturligvis at Villa vandt 2-0 - Thomas Sørensen på mål og Martin Laursen på bænken! Charlton havde Rommedahl med fra start og han gjorde en hæderlig figur. Spillet var klasser over hvad man ser i Danmark - de kunne rent faktisk finde ud af at ramme hinanden - men alt andet havde nok også overrasket mig :-)

Efter et par timer der sammen med 35.500 andre (og jeg var bestemt underholdt) var det så retur til byen og finde min bil som stod lige hvor jeg havde efterladt den. Derfra var det så lige med at finde ud af byen igen men det gik nogenlunde uden problemer. Dog vil jeg da lige nævne at den med at byen er umulig at køre rundt i vil jeg godt tro. Det krævede bestemt at man holdt tungen lige i munden - og jeg skulle bare lige ind og ud...

Det var så den weekend - Aston Villa vandt i Premier league - Europa vandt Ryder Cup - og jeg vandt....øøøøh.... ikke rigtig noget... Måske retten til at komme på arbejde igen i morgen, men det er vel næppe en præmie.

torsdag, september 21, 2006

Farver og striber

Som du kan se sker der lidt af hvert på min lille blog. Jeg leger med Blogger-beta, så der kommer lige til at gå lidt inden jeg helt har fundet ud af hvordan det skal se ud.

onsdag, september 20, 2006

...og her troede man Børsen var en seriøs avis!


Risgaard bloggen først med de seneste nyheder - hvad bliver mon det næste?!?

tirsdag, september 19, 2006

Opdatering

Ja... du har ret... Jeg har lige opgraderet min skabelon på Bloggen og nu er det hele rodet rundt... Nå... Jeg roder videre med det og ser om jeg kan få det til at makke ret.

Indtil videre vil jeg skyde skylden på Google da deres "vidunderlige" AdSense som fik den gamle til at gå amok, men det betyder jo så bare at der er lidt sjov og spas til i aften.

søndag, september 17, 2006

Så er det jul igen....

Ja, jeg troede det var løgn, men i går i Morrison's så jeg de første JULEKALENDRE!!! Jeg var dybt rystet - det slår alle rekorder. At den ene var med Homer Simpsons kontrafej og et "D'oh-ho-ho" gjorde det ikke bedre, men et eller andet sted en ganske rammende kommentar.

Ellers har det været en ganske stille weekend som startede fredag med at jeg lige smuttede op forbi The Bowl for lige at høre (og se hvor meget der var at se) Robbie Williams fyre den af. Han spiller jo 5 koncerter i Milton Keynes i disse dage og der kommer ca. 60.000 til hver så der er lidt trafikalt kaos i nabolaget. Der var gang i den fredag og der var også mange "udenfor murene" som bare var kommet for at høre musik. Jeg hørte et par numre og så futtede jeg hjem igen. Nu kan jeg så prale med at have hørt (ganske vist ikke set) "Back For Good" med både Robbie og Take That - hvis det altså er noget at prale med...

I går var jeg en tur downtown og så var jeg ude at løbe en lang tur. 46 min non-stop. Jeg synes selv at det var ganske godt gået. Ulempen ramte mig så senere da mit ene knæ begyndte gøre ondt når jeg bevægede det og det var ikke lige det jeg havde brug for eftersom jeg havde planlagt en tur til London i dag. Jeg besluttede at sove på det og så se om det blev bedre.

I morges var det da lidt bedre, men der var heller ikke nogen tvivl om at en tur til London hvor jeg ville gå 10-15 kilometer plus det løse ikke lige var det mest geniale påhit - og det på trods af at det var en pragtfuld dag. Det må blive næste weekend.

Anyways, søndagen blev tilbragt i haven i selskab med en bog - "Lucky Man" af Michael J. Fox (jeps - ham fra Tilbage til Fremtiden og/eller Spin City). Det er ganske underholdende læsning og jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

Nu truer den næste uge så og det bliver så den næst sidste inden jeg atter vender hjem til Danmark. Den 29/9 er der allerede arrangeret en farvellerseance for undertegnede og min kollegs Naoki som har fundet nye græsgange. Det skal nok blive vældigt.

torsdag, september 14, 2006

Så er der billeder

Der er nu links til de seneste billeder fra Cotswolds, London, Holland og ikke mindst Cambridge. Se til højre under "Mine billeder på Flickr"...

Enjoy....

onsdag, september 13, 2006

Sssssh.... Stillle... Helt stille...

Kan du høre det? De elektriske impulser knitrer langsomt gennem skærmens krystaller. Det er stort - rigtig stort. Nakkehårene begynder at rejse sig og så sker det!!! DER ER LIV I RISGAARD BLOGGEN IGEN!!!

Jeps. Der kom til at gå lidt længere end forventet inden jeg lige fik skrevet noget igen, men nu sker det så.

Hvad er der så sket siden sidst? Overskrifterne må være som følger:

- Tur til Holland og Danmark.
- Steve Irwin.
- Besøg hjemmefra.

Jeg deler dem ud på et indlæg hver og daterer dem sådan så de nogenlunde passer. Snyd, næh, egentlig ikke - det er bare så det er lettere at finde rundt i. Med andre ord kan du læse mere i de fire indlæg herunder.

søndag, september 10, 2006

Besøg hjemmefra og et smut til Cambridge.

Torsdag gik turen retur fra Danmark sammen med Ulla og Far. Efter en ringe start (jeg glemte for første gang mit pas) gik det over stok og sten og helt uden problemer. Vi var de første som blev checket ind på EZY3564 mod stansted så vi fik fine pladser. Jeg var nok lidt ligeglad, men for mine medpassagerer som ikke er helt så vant til at rejse med fly var det alletiders!

Vi landede i Stansted sådan næsten til tiden. Der skal skal man så lige regne ½ time til at stå i kø ved paskontrollen og de er ret grundige. Det eneste positive der er at sige om det er at men så slipper for at stå og vente på bagage! Herefter var det ud og finde en bil og denne gang er det så blevet til en Skoda Fabia Diesel. Ikke så tosset. Efter vi havde fået den var det så til MK ad M11, M25 og M1 og heldigvis uden den stor kø.

Fredag holdt jeg en fridag og så gik turen ud i det blå. Jeg hentede Ulla og far på hotellet kl. 8.00 og så smuttede vi til Stratford-Upon-Avon hvor vi brugte et par timer på at se på byen som bestemt er en oplevelse værd. Denne gang nåede jeg også forbi Anne Hathaway's Cottage, men det så nu ikke ud til at være det helt store. Efter Stratford gik turen til Evesham. Jeg havde hørt noget om et marked i byen, men det viste sig at være en and så det blev lige til et hurtigt stop der inden turen gik videre til the Cotswolds.

Første stop var den lille by Broadway hvor vi dog ikke var ude. I stedet fortsatte vi til Broadway Tower - et lille tårn oppe på en bakke med den fantastisk udsigt over The Vale of Evesham. Efter et kort ophold der var det videre til Stow-on-the-Wold som er en af de mest kendte byer i The Cotswolds som ellers har en masse små fine byer i gammel stil. Jeg var ganske vist ikke imponeret, men nu har man været der. Videre til Burton-on-the-Water, men da var klokken blevet mange så vi smuttede hjem i stedet. Efter at have holdt i kø på A34 ved Oxford nåede vi hjem ca. 20.00 efter en god men lidt lang dag.

Lørdag var det så London som stod for tur. Med toget kl. 9.02 til Euston og derfra videre til King's Cross for at skifte tog, men de havde lukket tre linier i undergrunden bla. Metropolitan som vi skulle have været med så det blev til en lidt alternativ rute til The Gherkin som var første stop. Derfra videre til Petticoat Lane (udendørs marked) som viste sig at være lukket om lørdagen så endnu en and! Tilbage til Liverpool Street Station og til Tower. Derfra var det i rask tempo rundt i byen hvor programmet så nogenlunde således ud: Tower, Tower Bridge, st. Catherines Docks. DLR til Canary Wharf med frokost under 1 Canada Place (Londons højeste bygning). Med Jubilee Line til Westminster med Big Ben, Houses of Parliament og Westminster Abbey (som desværre var lukket). Videre til Downing Street, The Horseguards, St. James' Park og Buckingham Palace. Eftermiddagskaffe i Covent Garden hvorfra vi gik over Leicester Square til Picadilly Circus.

Så var sightseeingen overstået og vi endte med en lille tur ned af Oxford Street til Dean Street hvor vi spiste på "min" lille italienske restaurant Spaccanapoli. Ikke særlig dyr og rigtig god. Jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger! Kl. 20.24 var det så retur til MK.

Søndag var det så til Stansted igen og det gik uden problemer.

På vejen hjem slog jeg lige et smut omkring Cambridge. Der er en by som er et besøg værd! Masser af flotte bygninger og en fed afslappet stemning. Jeg var lige inde og se de to meste kendte colleges, Kings College og St. James College. De er et besøg værd. Ellers er der ikke så meget at sige om byen andet end at den skal opleves! Jeg vil lægge nogle billeder op her en af dagene.

Fra Cambridge og hjem fik jeg taget lidt af en omvej så jeg fik set lidt af den midtengelske natur og jeg kom hjem i god behold efter en lang men god weekend!

mandag, september 04, 2006

Steve Irwin.

Det er nu sjældent at jeg skriver om triste ting her på bloggen, men dette har sin plads.
Steve Irwin (The Crocodile Hunter) er blevet dræbt af en pilrokke (sådan en møgfisk), og det er efter min mening noget af en katastrofe - ikke mindst for dyrene.

Man kan mene hvad man vil om manden som jo levede af at slås med store krokodiller og slæbe giftslanger rundt i halen, men en ting er sikkert og det er at hans entusiasme var uden lige. Netop entusiasmen er vigtig når det kommer til at formidle emner og hvis den rigtige kommer til kan selv det mest tørre og indviklede stof blive interessant.

TV-verdenen bliver ikke helt den samme igen det Irwin'ske "CRIKEY...!!"

Skulle du være i tvivl om hvem Steve Irwin var kan du læse mere på den danske Wiki her: http://da.wikipedia.org/wiki/Steve_Irwin eller på den engelske her: http://en.wikipedia.org/wiki/Steve_Irwin

søndag, september 03, 2006

(Hr)Amsterdam og H(r)olland.

Så er turen til Holland vel overstået. Jeg er stadig ikke blevet mere imponeret af det land. Jeg bliver gang på gang imponeret over hvor kedeligt der er. Tag maden som eksempel. Det lykkedes dem (med få undtagelser) at få alt til at smage af ingenting. Det er i sig selv en bedrift, men ikke en jeg ville være stolt af. Vi boede på et hotel i byen Zandvoort lige ud til den engelske kanal med udsigt over havet - ingen klager der!

Turen gik mest med møder - ganske som forventet. Tirsdag aften var der så også lige tid til et smut til Amsterdam hvor vi kom på en 1 times rundtur i byen på en slags løbehjul, eller kickbikes som de kalder dem. Vi nåede at se det meste af byen - tror jeg nok. Jeg har aldrig været der før, men jeg tror nu nok det ville være et sted man kunne bruge et par dage, men det må blive en anden gang. Vi spiste middag på en gammel traditionel hollandsk restaurant hvorefter turen gik tilbage til hotellet i Zandvoort hvor vi sluttede dagen med en øl og et farvel til vores franske og tyske marketing ansvarlige. Et passende, men trist, farvel.

Onsdag gik turen så til Zaltbommel, hvor kontoret ligger, sammen med Mads og Dorthe. Vi røg bare på hotellet og ville lige nappe en hurtig gang aftensmad, men så rendte vi ind i vores belgiske kolleger som skulle til salgsmøde næste dag, og så skulle vi være selskabelige igen. Jeg tror nu ikke der var nogen af os som rigtig havde lyst :-)

Retur til DK torsdag aften.

Weekenden er gået med at få sparket Bjørn til Australien , ja det tog lidt tid! God tur og spark en kænguru fra mig! En ny uge truer nu - vældig spændende!