onsdag, august 29, 2007

En på hatten til annoncehajerne og andre online krejlere

Så klappede fælden for Dansk Tele Support / IT Support Danmark / eller hvad de nu kalder sig i dag. Ikke mindst er det fælden der er klappet i for Lasse Schou og de lyssky metoder som hans firma anvender til at snyde og bedrage intetanende virksomheder.

2 ½ år i brummen for snyd og bedrag for 5 mio. kroner og forsøg på bedrag for 1,5 mio. kroner lyder måske umiddelbart af meget, men det er ikke noget jeg skal stille mig til dommer overfor. Det som er det glædelige er at der nu er statueret et eksempel for disse - og at det er i en noget større skala end de sager man ellers hører om hvor det er en enkelt eller to kunder som enten får medhold i retten eller som pudser TV på firmaet og på den måde får "tiltalefrafald".

Det som bliver interessant er om det kommer til at have nogen som helst indflydelse på resten af "annoncefarvandet" at en af de store er blevet fisket op. Jeg må nok desværre sige at jeg har mine tvivl omkring dette. Det man kan håbe på er at det bliver lettere at få folk dømt for den slags forretninger, og det kan måske være med til at afholde andre fra at slå ind på denne løbebane. Jeg har haft mine sammenstød med disse annoncehajer (primært Erhvervsregisteret) men har efterhånden udviklet en fin 39 sekunders tale om hvorfor jeg ikke vil handle med dem og det fungerer nu meget godt.

Jeg har dog ondt af de mange som bliver fanget af smarte salgstaler om alt muligt som viser sig at være værdiløst. Det bedste eksempel jeg har er et opkald fra www.e.dk som allerede sendte mellem 900 og 1600 besøgende til min hjemmeside pr. måned og for en billig penge kunne det blive flere. Pudsigt nok afslørede mit statistikprogram at der kun havde været en besøgende
fra www.e.dk og han havde været der i den forløbne time - Guess who :-)

Et eller andet sted er der vel ikke så meget andet at sige til dette end at hvis der er noget lyder for godt til at være sandt så er det nok også tilfældet - men lad os håbe på at det er begyndelsen til enden for disse online krejlere!

fredag, august 10, 2007

Happii, Wupti, Bibob - Say what??

Så bliver den nye satsning på hvidevare markedet lanceret og den har fået det mundrette navn Happii - www.happii.dk - og det er der sikkert en masse fine grunde til, men jeg kan ikke lade være med at undre mig lidt over hvad det er med obskure domænenavne. Jeg siger ikke at det ikke kan lade sig gøre at slå sig op på lidt halvfjollede navne - det er Yahoo! og Jubii jo fine eksempler på, men det var jo tilbage i internettets barndom.

Der er uden tvivl lavet analyser på navnet - det vil jeg i hvert fald håbe - så man er sikker på at det bliver en success og at det er noget som folk kan huske. Wupti er lykkes med at komme ind i markedet med et lidt underligt navn og så alligevel synes jeg det er OK da det signalerer at det er let, hurtigt og enkelt, så jeg siger ikke at det ikke kan lade sig gøre, men det kommer til at kræve nogle reklamekroner.

Hvad betyder Happii så? Det er vel noget med glade kunder eller i hvert fald nogen som er glade. Det kan være det i virkeligheden er Elbodan som er SÅ glade for deres nye "barn" at det bare SKAL have et sjovt navn. Efter hvad jeg har læst så slår man sig op på at være billigere end alle "andre seriøse netbutikker" hvilket er noget af en mundfuld, men når man ved at det er en stor kæde som står bag så er det heller ikke så usandsynligt.

Det jeg bare ikke forstår er hvorfor man ikke vælger et navn som udstråler noget mere seriøsitet. Det er som om der er dele af reklameverdenen som endnu ikke har opdaget at webmediet ikke længere er for lalleglade tosser som pjatter lidt med en computer. Det er big business og hvadenten du kan lide det eller ej, så er det kommet for at blive. Derfor mener jeg også det er på sin plads at behandle det som et seriøst medie og derfor være klar til at udstråle noget autoritet og troværdighed. Det handler selvfølgelig i høj grad om hvilke ting man får forbundet med ens navn, men det er dog et faktum at i min verden er der bare nogen ord som er sværere at tage seriøst end andre, så hvorfor overhovedet åbne mulighed for noget negativt på forhånd...

Jeg ser så også at man vil slå sig på "latterligt lave priser" - er det ikke noget Punkt1 har arbejdet med i noget tid??? Hmm... Det er jo også samme kæde, men lad os nu se hvor latterligt det bliver. Grunden er i hvert fald lagt med Happii! Jeg kan næsten høre den obskure lalleglade disney-melodi inde i hovedet bare ved at skrive navnet.

Nå. Uanset så skal www.happii.dk da have god vind og jeg bliver da også en af dem som kigger forbi her i løbet af weekenden - og så er det uanset hvad navnet er. Lidt nysgerrig er man da!

At Telmore har lanceret Bibob er noget helt andet - don't get me started on that. Den fanger jeg til gengæld slet ikke!!!

God weekend!