søndag, maj 29, 2011

21 km løb i regn og blæst

Succes! Storbæltsbroen blev besejret endnu engang og denne gang i noget bedre stil end sidst hvor det tog lige under 2 timer at komme fra Korsør til Nyborg. Personlig bedste tid på ½ maraton + målsætningen om at komme under 1 time og 40 minutter blev begge nået.

Det var dog ikke helt uden betænkeligheder. Løbemakkeren meldte fra på grund af en skade og vejret så ud til at blive, for at sige det på godt jysk, træls, så hvorfor i alverden skulle man trille til Nyborg for at løbe en tur over en bro?

Fordi man kan....og fordi broen er der!!

Afgang Århus omkring middag og turen til Nyborg gik uden problemer. Kl. 16.00 var der afmarch med sækkepibemusik til startområdet på broen. Det lykkedes mig at komme frem blandt det forrest startende - ikke at jeg havde nogen ambitioner om at følge med dem, men erfaringerne viser at der hurtigt bliver bedre plads mellem løberne helt fremme.

16.30 - BANG! Afgang! Vinden var heldigvis fra sydvest = overvejende medvind så det gik over stok og sten hele vejen over lavbroen, og jeg skal ikke sige mig fri for at det ikke var vældig rart med en usynlig hånd som skubbede da det begyndte at gå opad mod højbroen. Betydningen blev rigtig tydelig når man løb forbi en pylon eller en ankerblok hvor der pludselig var læ og man så skulle arbejde selv ;-)

Korsør - efter 1 time og 10 minutter kunne man så forlade broen og tage de sidste små 4 kilometer på villavejene og der var endda kræfter til overs til en lille slutspurt over målstregen - meget motiverende at se uret vise tiden 1.38.07 første gang man kunne tyde tallene, så derfor skulle den lige have det sidste. Selvom målet var at komme under 1.40 er det da sjovere at lande den på 1.38.something i stedet for 1.39.59. Min personlige sluttid blev 1.38.26 - YES!!!

Målstregen passeret, og pludselig lagde man mærke til at det faktisk regnede en del. Med logistikkaosset fra Øresundløbet sidste år i, om ikke frisk, så klar erindring var det bare med at komme mod Fyn så hurtigt som muligt inden der blev trængsel. Der ER nu ikke meget sjov ved at stå og vente på en bus i regn og blæst!

Kl. 19.05 var jeg så igen på motorvejen - denne gang i egen bil og med kurs mod Århus. Med i bagagen havde jeg 3 bananer, 2 P-tærter og 1 fantastisk oplevelse fra en regnvåd maj-lørdag i, omkring, og ikke mindst over Storebælt!

onsdag, maj 25, 2011

Hvor svært kan det være?

Meget! Det må være svaret. Sidste gang jeg skrev noget her var jeg meget kæk omkring at jeg nu ville til at blogge igen, og gerne lidt mere regelmæssigt. Det er tydeligvis ikke sket. Mangel på emner? Mangel på tid? Måske begge - kombineret med det faktum at meget foregår på Twitter og Facebook.

På det seneste har jeg haft en del dialog med kolleger om bloggens rolle, og der er ingen af os som er i tvivl om at webloggen stadig har sin (store) berettigelse, men blog-mediet er begyndt at blive mere "voksent". Forstået på den måde at man i dag forventer mere dybdegående indlæg på en blog end man gjorde tidligere. Der er naturligvis stadig plads til lidt om hvad man laver fra dag til dag, men den slags er mere eller mindre blevet afløst af statusopdateringer fra dette og hint.

Godt eller skidt? Der er ikke noget facit, men jeg tror der er mange der, akkurat som jeg, har oplevet at en blog ikke lige har været det vigtigste medie. Man har anerkendt mediet, men der er bare kommet noget andet ind fra højre som har taget dets plads. Derfor diskuterer vi nu ivrigt om det ikke er tid til at se lidt på bloggens rolle i det samlede billede.

Mange (mig selv inklusive) drives af interaktionen og det faktum at der er nogen som læser det man rent faktisk skriver, og her har Facebook og Twitter jo en klar fordel da det er meget hurtigere og du får også meget hurtigere respons, men ind i mellem er der også behov for at bruge lidt mere end 140 tegn på at fortælle noget - måske ikke så ofte som tidligere, men alligevel...

I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen i Manchester og venter på et "askeforsinket" fly til Billund mens et stort Emirates fly triller forbi. I dag er der tid. Nu håber jeg så, igen, at jeg får taget mig sammen for hvor svært kan det EGENTLIG være?