mandag, juni 26, 2006

Nye billeder

Så er der billeder fra Norwich, Great Yarmouth og Nottingham online. Links i højre side. Der er også et link til hvad jeg kalder "Forskelligt England". Den vil ligge nummer 1 og vil blive opdateret løbende med billeder som ligger udenfor kategori.

søndag, juni 25, 2006

Never forget where you're coming from...

En passende titel her en søndag aften hvor jeg kan høre Take That spille sidste nummer (som netop er "Never Forget") på The Bowl mens et festfyrværkeri brager ud over Furzton og Emerson Valley. Jo tak, de 4 drenge gjorde deres indtog og har skabt trafikkaos i vores lille område. Sådan er det jo nå 50.000 mennesker skal til og fra en koncert.

Ellers er weekenden ved at være til ende. En weekend hvor jeg har haft en fransk plasticbil at køre rundt i. Det pæneste/bedste man kan sige om den er at det er en Peugeot 206. Resten vil ikke være særlig pænt så det lader jeg ligge og konstaterer at sådan en skal jeg aldrig have.

Lørdag var dagens mission at komme i Decathlon. En stor fransk kæde af meget store sportsbutikker som for nylig har ekspanderet til England og åbnet 6 butikker indtil videre. Den som ligger nærmest (foruden London) er i byen som Rune T. Kidde kalder "Byen Uden Skinke" - Nottingham - så det blev målet ca. 120 km nordpå ad Motorvej M1. Jeg røg afsted uden kort, men butikken skulle ligge lige ved Afkørsel 25 og ved siden af IKEA som har for vane at bo i en kæmpestor, meget blå, bygning så den skulle nok være til at finde. Afkørsel 25 - no problem, men hvor var IKEA? Jeg futtede lidt rundt og var sørme også lige i Derby da jeg glemte at dreje, men ingen IKEA. Jeg skrottede ideen og iværksatte plan B - en tur til Downtown Nottingham.

Har efterfølgende fundet ud af at IKEA ligger ved afkørsel 26 og ikke 25. Måske derfor var det lidt svært at finde. Jeg prøver igen en anden dag.

Efter lidt trillen rundt lykkedes det at finde en parkeringsplads og så fik jeg lige 3 timer i byen. Jeg fik kigget lidt på byens borg (eller resterne af den) og så fik jeg set Englands måske ældste pub. Man mener at den har eksisteret siden 1189 hvor den har serveret øl (eller hvad man drak) til korsriddere og andet godtfolk. Man har dog ikke noget endegyldigt bevis, men derfor kan man jo godt reklamere for det og kalde pubben for "Ye Olde Trip to Jerusalem" (Den gamle tur til Jerusalem.

Efter at have jogget lidt rundt i byen hvor der var mange, rigtig mange, mennesker (der bor næsten 700.000 i Nottingham) var det tid til lidt mad og det blev til et smut på Wagamama. Det er en Japansk inspireret nudelrestauranter som også har en biks i København og en del andre steder rundt om i Europa. Det kan bestemt anbefales! Det er en del år siden jeg har spist et helt måltid med pinde så det tog lidt tid og blive vant til det igen, men det lykkedes og det var rigtig godt.

Derefter var det hjemover og det gik fint lige indtil afkørslen ved Milton Keynes. Her var der sket et uheld som folk naturligvis lige skulle køre og kigge på. Resultatet var at ca. 200 meter foran mig var der en bil som skiftede bane med der resultat at en anden tordnede ind i siden på den med 60-70 km/t. Det så voldsomt ud med en sky af glasskår og en bil som hoppede sidelæns hen ad asfalten. Det så ud til at der kun var sket materiel skade og der var masser af ambulancefolk på stedet i forbindelse med den anden ulykke. Uanset hvad var det en ret ubehagelig oplevelse - men jeg kom hjem i god behold.

Søndag er gået med at se lidt fodbold og handle lidt ind. Jeg må nok sige at England skal tage sig sammen i det fodbold. De skal få styr på deres dumme boldtab - så ser det slet ikke så dumt ud. Der er bare for mange fejl. De kan så glæde sig over at Portugal har fået en bunke spillere i karantæne, men på trods af det så kan England - Portugal blive ret interessant.

PS:
Så du slet ikke noget til Robin Hood i Nottingham? Jow. Der er masser af referencer til ham men der er faktisk ingen som har fundet bevis for at han har eksisteret i virkeligheden. Man tror mest på at han er en legende fra gamle dage - men jow-jow - Jeg så ham da. Han stod støbt i Bronze lige nedenfor slottet...

torsdag, juni 22, 2006

Avec l'Eurostar dans Paris et retour

Efter et lille smut i Frankrig er jeg nu tilbage i England igen. Det kan bestemt anbefales at tage Eurostar-toget. Det er naturligvis bare en togtur, men der er nu noget over at flintre gennem det franske landskab med op mod 300 km/t med sådan et her... (Billede fra Gare du Nord i Paris)


Startede fra Milton Keynes kl. 12.00 tirsdag og var så med toget til London Waterloo via Euston. Fin lille tur. Derfra med 16.12-toget til Paris som så var fremme omkring kl. 20.00. Videre til Fontainebleau til middag med to danske og tre franske kolleger. Efter lidt "Stupid Bird" (Struds) og fantastisk chokoladekage til dessert var det til hotellet og i kassen kl. 00.20 efter en lang dag.

Onsdag var mere eller mindre endnu en dag på kontoret. Møder og lidt af hvert. Aftenen gik med et besøg i Melun - en by i nærheden med ca. 50.000 indbyggere. Det viser sig så at i Frankrig har man i de sidste 25 år fejret midsommer den 21/6 med "La Fête de la Musique" (Musikkens fest) hvor der er live musik på hvert gadehjørne. Det er ganske hyggeligt og der er masser af folk i gaderne. Jeg fik i hvert fald hørt Rolling Stones med fransk accent :-)

I dag er dagen så gået med lidt mere mødeaktivitet og så naturligvis hjemrejse. Uproblematisk taxitur til Gare du Nord i Paris. Jeg skal ellers hilse og sige at det er noget af et stort sted. Jeg tror den tager prisen for den største banegård jeg har været på. Eurostar, TGV og Thalys-tog kører alle derfra plus masser af lokale tog og så lige metroen. Lettere forvirrende, men så heller ikke værre. Jeg fandt mit tog og var i London igen kl. 19.25 og i MK 20.35.

PS: Franskmændene er ikke verdensmestre til engelsk. Endnu et bevis fra mit fjernsyn på hotellet kan ses her:


Hva' hulen betyder "Inalienable"? De mener vist "utilgængelige" eller "unavailable".... Tæt på? Ikke rigtigt. Et fint lille hyggegrin...lige præcis....

søndag, juni 18, 2006

En tur til Østerhavet

Det må vel være den korrekte betegnelse for Nordsøen når man kommer fra denne side... Fredag investerede jeg i lidt guidebøger og de blev så studeret fredag aften og noget af lørdag mens jeg ventede på min vaskemaskine. Af en eller anden grund tager det 3 timer at vaske tøj så det er lidt af en heldagsforestilling.

Resultatet blev at jeg (i Skoda Fabia) startede ud fra Milton Keynes søndag kl. ca. 10.00 med kurs mod Great Yarmouth med et planlagt stop i Norwich. Jeg havde også overvejet Cambridge, men det bliver en anden dag. Vejrudsigten sagde fint vejr ved vandet så det kørte jeg efter. At det viste sig at være en anden sag (overskyet) er så noget andet.

Norwich blev nået uden problemer på ca. 2 timer. Jeg fandt hurtigt et parkeringshus hvor jeg så kunne trille rundt i et kvarter for at finde en plads - og det var ikke engang særlig stort. Så meget for Castle Mall. Nå. Ud i byen og kigge lidt rundt. En ganske hyggelig by med en pudsig blanding af nyt og gammelt. For 500 år siden var det en af de største byer i England og det er ret tydeligt. Mange kirker og andre gamle huse. De har også en rigtig flot katedral - faktisk en af de største i UK. Den er bestemt et besøg værd hvis man kommer på de kanter og der er gratis adgang. Jeg sørger for at der kommer nogle billeder på Flickr, men der kommer lige til at gå et par dage.

Efter at have kigget lidt mere rundt i byen og fået lidt i skrutten så var det tilbage til bilen og videre mod Great Yatmouth gennem "The Norfolk Broads". Et område som iflg. Lonely PLanet er den største menneskeskabte ændring af landskabet i hele England. Og hvad har man lavet? Huller i jorden? LIGE PRÆCIS!!!

Gennem flere 100 år er der gravet tørv og da det ligger under vandspejlet er der sevet vand ind så nu er det en masse søer og vandløb. Spændende? Egentlig ikke. Fladt? Meget. Videre til Great Yarmouth som ligner en klassisk by ved Vesterhavet. Forskellen er bare at i kraft af at vestenvinden er den fremherskende så kommer der ikke voldsomme storme til at forme landskabet. Forestil dig klitterne ved Vesterhavet bare max. 1 meter høje. En god sammenligning? En krydsning mellem Kerteminde Nordstrand og Søndervig - så har du stranden ved "Østerhavet". Der kommer også billeder på Flickr af dette.

Ud over det er der masser af turistfræs lidt længere inde mod byen, så hvis man er til strand og turistværk så er det stedet.

Jeg kom, Jeg så og jeg kørte hjem igen. Gt. Yarmouth - check. Den er krydset af listen. Retur i MK kl. 20.00 efter en tur gennem Norfolk og noget af Suffolk. Måske ikke det mest inspirerende, men nu har jeg været der.

fredag, juni 16, 2006

Fodboldfeberen raser

Så kom England videre til næste runde i VM. Lidt trist kamp og de skylder stadig en kamp de kan være stolte af. Englænderne er dog ligeglade. Der er flag overalt - se blot den fine udsmykkede Fiesta her....



En anden ting: Får du mails fra min KOMPAN adresse så skal du ikke blive alt for overrasket over mit navn. Jeg har fået "Risgaard" tilføjet så de matcher mine visitkort. Det er såmænd forklaringen.

torsdag, juni 15, 2006

Hallooo - Er der nogen hjemme?

Jo. Jeg er hjemme igen efter et lynvisit i DK og så er der også blevet tid til at skrive lidt på bloggen igen.

Der har været lidt stille - mest på grund af at jeg har været lidt arbejdsramt. Ellers har det bare været fremtagende vejr her i UK, men det har det vist i det meste af europa. Dette har heller ikke ligefrem virket befordrende for at sidde inde og blogge!

Fodbold VM er startet (hvis du ikke skulle have opdaget det) og det har så bare gjort at der kun tales om en ting herovre. The Cross of St. George (det engelske flag - ikke at forveksle med Union Jack) kan findes over alt og i alle afskygninger. Jeg synes måske det er lidt i overkanten men det er nu meget sjovt at være midt i det. Englands første kamp var ikke noget at råbe hurra for. Jeg skulle have set den sammen med Nick, men det blev ikke til noget så i stedet så jeg den hjemme. Jeg var mere imponeret over Trinidad & Tobago. Det bliver interessant at se hvordan det går i dag hvor de spiller mod England.

Min tur til Danmark stod mest på arbejde, men det blev da også lige til en tur på gokartbanen hvor jeg hentede en 4. plads hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, men når jeg ikke kan finde ud af køre ordentligt så må jeg jo føle. En beklagelig sidsteplads i et heat gjorde at jeg endte lige udenfor skamlen. Det bliver bedre næste gang. Ellers var det min første oplevelse med EasyJet og den var såmænd OK. Fine nye fly så der er ikke noget at klage på der. Det eneste er at de kun har en check-in skranke i København så der var en helt enorm kø. Så er det smart at de har selv-checkin hvis man kun har håndbagage.

Det mest bøvlede er næsten at komme frem og tilbage fra Stansted lufthavn. Der er ingen direkte busser med mindre man vil læsses af i udkanten af MK. Alternativet er toget til Liverpool Street - Tube til Euston og så toget til MK. Ikke det meste idelle. Jeg har så i stedet fået en lejebil denne gang. Jeg hentede den i lufthavnen så var den i vinkel.

Jenny er på ferie i de næste 10 dage så der har jeg huset for mig selv. Jeg skal selv til Frankring med Eurostar-toget på tirsdag og er hjemme igen torsdag, men mere om det en anden god gang.

lørdag, juni 10, 2006

Afsted til DK

Søndag går den til DK igen hvor jeg kommer retur onsdag. Med andre ord en lille smuttur.

Ellers ikke meget nyt fra MK og der kommer også til at være lidt tavst her indtil sidst i næste uge - jeg ved på forhånd at der ikke bliver blogget fra DK.

mandag, juni 05, 2006

Søndag...

....Stod jeg op sådan lidt sent - Spiste lidt mad - Slog lidt græs - Gik i Morrissons og handlede lidt ind - Læste lidt i "The Tipping Point" af Malcolm Gladwell (anbefales men bliver dog lidt langtrukken) - Så lidt "Top Gear" på BBC2 og lidt "24" på Sky One.....

Og så blev det mandag hvor jeg løb rundt om "min" sø på 18.44.....

Og om lidt bliver det tirsdag....

lørdag, juni 03, 2006

Flere blå mænd

Jeg havde jo ikke mit kamera med til London så jeg har kun billeder på min telefon og de er mildest talt elendige. Heldigvis bor der et par amerikanere overfor og hun havde kameraet fremme og har nu smidt det på deres blog. Endnu et eksempel på hvorfor internettet bliver mere og mere fascinerende...

Her er beviset - det er mig som jeg lige har sat en cirkel omkring.


Der er flere billeder på denne side http://blogs.magnatune.com/london/2006/06/swatchable.html

fredag, juni 02, 2006

Middag ved Apu Nahasapeemapetilon...

Hvem er nu han? Ved du det ikke allerede eller kan regne det ud når det er mig som skriver det så synes jeg du skal prøve at Google navnet - hvis du altså stadig er nysgerrig!

Fire dage siden jeg landede i UK igen og de tre af dem er brugt i London og nu er det mig som er godt brugt. Tre dage på konference omkring søgemaskiner og søgemaskinemarkedsføring med en masse input fra, måske, nogle af verdens førende på området. Lad det være sagt med det samme: Det var det hele værd - men tre dages nørderi bliver lidt trættende i længden.

Hvilken fornemmelse står man så tilbage efter en gang "up-close and personal" med hele branchen? Hold fast et cowboy-marked. Ingen aner hvad der sker og de store søgemaskiner (Google, Yahoo, MSN og Ask) vil naturligvis ikke ud med noget som helst hvilket igen betyder at det meste bliver en underlig kombination af gætværk og forhindringsløb hvor søgemaskinerne forsøger at sætte "forhindringer" for at holde resultaterne så relevante som muligt mens alle andre som arbejder med optimeringen prøver at forudsige hvor og hvor høje forhindringerne bliver. Nok nørderi for nu. Jeg roder med de første indlæg til Vizionaire-bloggen, men mere om det senere.

Onsdag var mere eller mindre frem og tilbage uden så mange svinkeærinder. Det mest positive var nok at opleve bydelen Islington. På en gang hyggelig og hektisk på samme tid. Vil du se det selv så tag undergrundsbanen (Northern Line - den sorte) til Angel og gå lidt rundt.

Torsdag gik igen med konference, men med den lille forskel at jeg fandt ud af at Swatch (urmærket) lancerede et nyt design og i den forbindelse havde de fået fat i The Blue Man Group. For dem som ikke kender dem (du kan igen Google dem) er det tre mennesker (der er 60 i hele gruppen) som er klædt i sort og så er de blå i hovedet og har blå hænder. Det de laver er nærmest en slags street-art - ganske underligt og stort set ubeskriveligt. Jeg har prøvet at komme på en god beskrivelse men har ikke kunnet komme på en. TBMG kom forbi, optrådte, og smuttede igen. Det tog vel 10 minutter men det var det hele værd på en eller anden underlig måde.

I dag fredag var konferencen lidt kortere og jeg fik tid til at komme et smut i Decathlon (Stor fransk sportssupermarkedskæde som også er kommet til London). Den ligger ved Canada Water og den er stor - faktisk så stor at de har delt den i to, men det er stadig bare en butik. Jeg nåede at være med West London Line (undergrundsbanen) så nu har jeg været med samtlige af Londons U-baner. Ved ikke om det er noget at prale af...

Aftensmad tilbage i Islington på en lille indisk restaurant ved navn Gufaa hvor der var en makker som lød som Apu (men det gør halvdelen af alle indere). Den kan anbefales omend den er i den lidt dyrere ende. Maden er fin og betjeningen er i top. Den ligger på Upper Street på vej fra Angel Station til The Business Design Centre........og derfra var det tilbage til MK.