onsdag, februar 28, 2007

Sidste dag på "farmen"

Så blev det til et farvel til KOMPAN og et tak for mange gode år som jo har budt på lidt af hvert! Det er en lidt underlig fornemmelse at skulle væk fra noget som trods alt har optaget meget af ens tid, men omvendt så er det vist også på tide at komme videre til noget nyt selv om det er lidt vemodigt.

Nå... Nu er det så videre til nye spændende udfordringer med mere fokus på kommunikation og mindre fokus på data. Det bliver i hvert fald en anden vinkel på arbejdet og jeg ved allerede at jeg skal på et heldags kursus allerede den 2/3 så det bliver lige på og hårdt!

Mere om det her på Risgaard bloggen efterhånden som tingene "tager form" hvis man kan kalde det det...! :-)

Jeg læser nu på Børsen at der igen er lagt en storordre i vindbranchen - denne gang hos Repower. Om det er en kommende "kunde" ved jeg ikke lige endnu, men der er naturligvis noget som er interessant at følge med i nu hvor jeg skal til en ny branche som jo nok må siges at være lidt mere eksponeret overfor offentligheden end den gamle.

mandag, februar 26, 2007

Og svaret er...











...og her kom så svaret på logoquizzen fra forleden!

Hvad resultatet bliver finder vi måske aldrig ud af, eller måske gør vi. Time will tell.

Mine penge vil være sat på Second Life. Med næsten 4 mio. brugere og heraf over 200.000 nye i de sidste 14 dage så er der vist tale om et fænomen som ikke er sådan at overse. Hvis du er nysgerrig så skriver jeg mere om det inden så længe. Det er nemlig noget som optager mig lidt og det er ret så fascinerende. Vil du se mere kan du gå ind på www.secondlife.com.

torsdag, februar 22, 2007

En lille logoquiz...


I går modtog jeg et par sko som jeg havde købt på nettet - faktisk det første "tøj" jeg har købt den vej. Det er et par Terra Wraptor XCR som faktisk blev købt ubeset - men det er en anden snak. Det var et lille sats, men de viser sig at passe fint. Nå - tilbage til det som egentlig var min mission med denne post - nemlig en lille pudsighed.

Det som jeg fandt lidt interessant har du måske allerede lagt mærke til og det er logoerne øverst! Tre firmaer - tre (næsten) ens logoer. Det bliver spændende at se hvem der vinder den. Det store i midten skiller sig ganske vist lidt ud, men der er noget som kunne tyde på at de har fået noget inspiration et eller andet sted. Mon ikke det bliver en klassisk sag om hvem der kom først - hønen eller ægget? Det kan naturligvis også ende med at det bliver den mest kendte som vinder og så tror jeg at jeg vil sætte mine penge på Second Life...

...og dagens spørgsmål er: Hvem er hhv. Second Life, Teva og Handmark? Svaret finder du her på bloggen senere. Kan du ikke vente kan du naturligvis Google alle tre og så har du svaret...

mandag, februar 19, 2007

HGW XX/7 - Das Leben der Anderen.

Denne gang er det en film som finder vej til Risgaard bloggen og som det hele kommer til at handle om. Kald det blot en anmeldelse hvis du har lyst.

Kort og godt handler det om den relativt nye tyske film "Das Leben der Anderen" som jeg forleden brugte 132 minutter i selskab med. Jeg havde været så "heldig" at låne mig frem til en version købt i Tyskland hvilket så igen kom til at betyde at den var uden undertekster. I det store hele gav det ikke de store problemer, men jeg skal da være ved at det lige tog halv times tid før jeg var ved at være oppe i tempo.

Da det var nået så var det ellers en filmoplevelse af de store.

Kort og godt handler filmen om DDR og hvordan regeringen og navnligt STASI holder befolkningen under kontrol med lige dele overvågning og frygt. Filmen følger den ensomme Hauptmann Wiesler som overvåger en forfatter og digter og hans kæreste. Langsomt bliver han suget ind i hans dette liv som han næsten kommer til at leve i stedet - deraf titlen - og da den overvågede begynder at skrive kontroversielle artikler som følge af en vens selvmord bliver det mere interessant.

Nettet begynder langsomt at strammes som det jo stort set altid gør i den slags film, og hvordan det ender vil jeg naturligvis ikke komme ud med her - det er noget som jeg oprigtigt mener man selv skal se.

Det er kort og godt en fin film om medmenneskelighed midt i en tilsyneladende trøstesløs situation. Det er set før, men kombineret med hvad jeg vil tro er en realistisk skildring af DDR tiden tegner det et billede af en tid som ikke er så langt væk, men også af mennesker og viljestyrke. Skulle den gå hen og nappe en Oscar er det bestemt meget fortjent.

Min vurdering på en skala fra 1 til 10: Et klart 10-tal. Den bedste tyske film jeg til dato har set - ikke lysår bedre end "Der Untergang" men dog bedre.

Afslutningsvis lige en lille politisk morsomhed fra filmen - måske ikke verdens sjoveste - men i den rette sammenhæng er den nu ret skæg.

Erik Honecker stod op en morgen og åbnede vinduet og så solen. "God morgen, sol!", sagde han. "God morgen, Erik" svarede solen. Til middag åbnede han igen vinduet og hilste "God middag, sol" og solen svarede "God middag, Erik". Da Honecker kom hjem om aftenen kiggede han igen ud af vinduet og sagde "God aften, sol", men denne gang svarede solen ikke. Han forsøgte igen "God aften, sol" og denne gang svarede den "Hold din kæft Erik, Jeg er i vest nu!"

fredag, februar 16, 2007

Top Gear - James Mays vinder-amfibiebil


Top Gear Bil 3
Originally uploaded by mitsuvistis22.
Jeg sad lige og så Top Gear fra sidste søndag - endnu et fantastisk afsnit! Jeg havde set det før, men jeg havde ikke lige forbundet mine billeder fra British International Motor Show sidste år med det selvom jeg har set afsnittet før.

Nu slog det mig at der vist da var noget om at jeg havde taget nogle billeder af nogle mærkelige biler som stod på Top Gears stand og minsandten om det ikke var de fine køretøjer som d'herrer havde brugt i programmet.

Du ser James Mays vinderbil her på siden, og hvis du vil se Hamsters (Richard Hammond) Damper Van er det her

...og endelig kan du se Jeremy Clarksons ToyBota

De ligger på Flickr sammen med alle mine andre billeder (link til mine billeder på Flickr i højre side), og det her er faktisk også lige en lille test af hvordan man blogger direkte fra Flickr og det ser ud til at fungere fint!

Skulle du være i tvivl? JA! jeg er stor fan af de tre vanvittige englændere og nu må vi se om jeg når at fange de sidste nye afsnit på søndag på BBC2 når jeg nu alligevel er i UK...!

onsdag, februar 14, 2007

Er det mon ved at være tid til at fagbevægelsen vågner op?

Jeg har lige siddet og set lidt DR hvor der var ½ times debat mellem LO og Kristelig Fagbevægelse (KriFa) i anledning af at der er indgået den første overenskomst hvor medlemmer af et LO forbund får bedre vilkår end de medarbejdere som er organiseret i de såkaldte gule fagforbund.

Begrundelsen var at LO jo forhandler alle overenskomster på plads og derfor mener de at KriFa er nogle nassere som lukrerer på aftaler som LO indgår.

Som sådan er det jo heller ikke helt forkert, men så begynder filmen også at knække da det er ret tydeligt at LO ikke vil have noget som helst med "de andre" at gøre.

Det er jo frit hvilken fagforening man vil være medlem af og eksklusivaftalerne er også blevet afskaffet så det skulle man mene ville hjælpe på en accept af andre forbund. Hvad der bare er med til at gøre det mere interessant er udtalelser om at de accepterer at KriFa indgår overenskomster og det bifalder de også da det reelt handler om at der er ordnede forhold for lønmodtagerne.

Det går så helt galt når der så kommer en sag frem fra Silkeborg hvor den lokale 3F afdeling advarer mod en lille anlægsgartner som har tegnet overenskomst med KriFa. Så meget for "at man bare ønsker at sikre ordnede forhold". Forholdene er åbenbart kun ordnede når det er et LO forbund der har indgået aftalen. Eller: "Du kan helt selv vælge farven så længe den er rød"...

Den kære LO repræsentant i debatten kunne da så også lige slutte af med en bredside om at "...LO aldrig kommer til at arbejde sammen med et forbund som blev oprettet for at bekæmpe LO". Det er der også noget ræson i, men COME ON, der er altså sket lidt ting i løbet af de sidste 100 år!

Bevares fagbevægelsen har da stadig sin berettigelse, men var det mon ikke på tide at de vågner op og finder ud af at strejker og blokader ikke ligefrem er vejen frem i dagens Danmark? Grænsen mellem magthavere og "manden på gulvet" er ikke som den var i starten af århundredet hvor fronterne var trukket noget skarpere op.

Det er tid til dialog og ikke kamp. Jo før "Beton-forbundene" indser dette og kommer ind i det 21. århundrede, jo bedre. Så vil de også have noget mere tidssvarende at tilbyde.

mandag, februar 12, 2007

Vinterferie for nogen, men bestemt ikke for alle!

Så kom vi ellers i gang med en ny uge igen, og det efter en både stille og rolig men også begivenhedsrig weekend. Fredag var ganske stille og rolig. Efter en torsdag hvor jeg var til FDF I Fredericia syntes jeg det var på sin plads at slappe af på sofaen i stedet for at lave noget andet. Jeg kendte trods alt programmet for resten af weekenden.

Lørdag var det først lige at smut til Tommerup for at klare lidt FDF sammen med Jesper og derfra til Svendborg hvor hele familien var samlet til Fars fødselsdag. Rigtig hyggeligt som altid.

Søndag var der ikke det store på programmet indtil kl. 18.00 hvor den stod på årets første ræs! Jeg startede på kroen sammen med Martin og Arne hvor vi lige fik lidt at spise inden den gik mod Cikorievej hvor vi får første gang skulle ud og prøve deres nye karts. Der var godt nok forskel og det tog også lige lidt tid inden man havde vænnet sig til at man kunne både styre og bremse uden at det var en kamp!

Resultatet kan vi godt tale om. Der stod Martin på de to første pladser - isæe efter fremragende kørsel af undertegnede i sidste heat hvor både Martin og Arne fik baghjul. Måske også fordi de kørte lidt i vejen for hinanden, men det klager man jo ikke over.

...og nu er det så mandag igen og jeg har nu lige 2½ uge igen inden det er slut med KOMPAN.

onsdag, februar 07, 2007

Nu nummer 3 på Google!

Yessir!!!

Jeg er klatret fra side 5 (dvs. en placering på mellem 50 og 60) til en placering som nummer 3 på Google hvis man søger på Risgaard. Det er slet ikke så tosset og faktisk også en af ideerne med at begynde at blogge lidt mere intensivt. Om det er muligt at komme længere op er lidt af et godt spørgsmål, men det vil tiden vise. Her er beviset i hvert fald.



Jeg er godt klar over at det ikke er det ord med mest konkurrence på, men når jeg kigger på mine statistikker for årets første måned så betyder det altså noget at der sker noget på bloggen. Jeg har haft 249 besøgende i den første måned og til sammenligning havde jeg lidt over 400 i de sidste 4 måneder af 2006.

mandag, februar 05, 2007

Risgaard - Nu med nyt job!

Jeps! Store nyheder...!

Jeg har sagt mit job op hos KOMPAN. Det når at blive til 7½ år på farmen men nu er det også slut. Det har været nogle gode år med mange spændende oplevelser - ikke mindst mine ture til USA og til UK, men her på det sidste er det begyndt at blive mere og mere træls. Samtidig har der ikke været de store udsigter til at tingene blev bedre så jeg har brugt lidt krudt på at søge videre og nu er det så blevet kronet med held.

Den 1. marts starter jeg ved LM Glasfiber i Lunderskov (ved Kolding) som deres nye webmaster! Det lyder til at være et spændende job med masser af nye udfordringer, så jeg glæder mig meget til at komme igang. Den første tid kommer til at handle meget om implementering af et intranet i hele organisationen og den spreder sig over det meste af verden fra Kina over Indien og Spanien til USA og Canada.

Hvad det ellers kommer til at indeholde ved jeg i sagens natur ikke så meget om endnu, men det finder jeg nok ud af.

Det er jo lidt vemodigt at sige farvel til KOMPAN, men så er det heller ikke værre. Der kommer nok lidt mere på bloggen om det når vi kommer tættere på. Der er trods alt det meste af en måned til at det kommer til at ske endnu.

fredag, februar 02, 2007

Wow! Windows Vista...


Lancering af Windows Vista... "The Wow Starts now". Det er noget af en påstand hvis man lige kigge på de herrer på billedet. Der er godt nok ikke meget wow over den flok. Nu bliver det spændende om Vista lever op til sloganet, eller til de 6 inspirerende gutter på billedet!

Nappet fra New York Times...

torsdag, februar 01, 2007

Breaking News! Tortillapriserne eksploderer


Igen er Risgaard bloggen på plads med breaking news og denne gang er det noget af det mest epokegørende og rystende der nogensinde er sket!

Prisen på Tortillas i Mexico er 4-doblet på et par uger - hvordan skal det dog ikke ende?!? Det bliver en trist Cinco de Mayo hvis ikke man får bragt orden på sådan noget rod... :-)

Den er faktisk god nok og minsandten om det ikke er DR som også melder om de store nyheder. Det er da vist lidt tidligt at det bliver agurketid i år...!

Link til DR nyhederne

Har de virkelig ikke noget bedre at få tiden til at gå med? Den slags betalier vi licens til!