torsdag, oktober 04, 2007

Avada Kedavra!

Historien om en evolutionerær, litterær rejse i selskab med en bebrillet knægt fra Ligustervænget.

0 sider.
"Harry Potter og de vises sten" - ja, filmen var jo ikke noget særligt, men lad os nu se hvad det er som har fået samtlige boghandlere til at stå på den anden ende en del gange efterhånden. 6 bøger - puha - det er godt jeg har et par timer i et tog hver dag. "Så går der tid med det... dum-da-dej..."

500 sider.
Hm... En børnebog mere? Den er jo ikke et hak anderledes end bog 1... Fint at jeg kan læse ca. 100 sider i timen. Det kommer til at være hurtigt overstået. Kan han nu ikke bare få taget livet af ham der Voldermort eller hvad det nu er han hedder.

1000 sider.
3 down 4 to go... OK, det bliver da lidt interessant at se hvilke eventyr Rowling finder på til Harry, Ron, Hermione og alle de andre. Det kan godt være at bøgerne ikke kommer til at efterlade noget varigt indtryk men det er gode historier - det kan man ikke tage fra dem.

2000 sider.
Harry, hold nu op med at være så sur! Der er mange ting der skal klares. Jeg tager lige et kapitel, nej 2, mere. Jeg skal liiiiiige se hvad der sker.

3000 sider.
"Næste station, Odense!" Ups...er vi allerede nået så langt. Øv, Øv, Øv, hvorfor er der kun lidt over 100 sider tilbage af bog 6. Jeg har jo ikke ænset en pind i den sidste time! Jeg overgiver mig!!! Det er ikke bare en bog - det er et fænomen og det kommer helt sikkert til at efterlade et indtryk!

3080 sider.
AVADA KEDAVRA! NEEEEJ!!! Hov - hvad var det? Hvor langt er jeg nået? Hold da op! Jeg er lige blevet lidt forskrækket over at læse to ord i en bog. Det burde ikke være muligt, men det er lige sket!

3106 sider.
Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7?

På trods af at jeg ikke havde de store tanker inden jeg begyndte på turen må jeg bryde sammen og tilstå at det har været den bedste historie jeg længe har læst. Bog 7 kommer den 10/11 og jeg er på plads et eller andet sted i hysteriet! Jeg er solgt! ...eller også er der kastet en imperius-forbandelse :-)