lørdag, december 29, 2007

Året der gik

Så er 2007 ved at være slut, og med det kommer her den sidste post på min blog - i hvert fald for i år. I stedet for at skrive vidt og bredt om hvad der er sket i år og om hvad jeg har af nytårsfortsætter - det kommer nok hen ad vejen og så er det også lettere at holde dem hvis der ikke er så mange som kender til dem :-)

Det betyder at der ikke er ret meget tilbage andet end at ønske alle som lige kigger forbi et rigtig...

GODT NYTÅR!!!

Blogged with Flock

torsdag, december 06, 2007

Giv en øl til Afrika - Din hjælp kan gøre en forskel

For snart noget tid siden blev jeg gjort opmærksom på et nyt initiativ af en ven. Det handler egentlig om at hjælpe personer i 3. verdenslande med de såkaldte mikrolån. Nu er det så muligt at klare det fra sin egen stue - nemt og bekvemt. Initiativet hedder MyC4 - www.myc4.com

Jeg havde egentlig skubbet det lidt i baggrunden igen, men nu har jeg så kigget lidt nærmere på det og jeg bliver egentlig mere og mere fascineret af sitet og projektet i det hele taget. I begyndelsen mente jeg det var lidt bizart at skulle låne en afrikaner penge til at købe et nyt fiskenet så han kan fange flere fisk og dermed forbedre sin forretning.

Ved nærmere eftertanke så er ideen jo egentlig slet ikke dum. Bevares, der er nogle mennesker i processen som får en del af kagen for at formidle kontakten så det er der ikke noget galt med. Hovedsagen er at personen som vil låne pengene rent faktisk får dem og dermed får mulighed for at gøre en forskel i lokalsamfundet i stedet for at det havner i administrationsudgifter til et eller andet fancy stort hovedkvarter for en hjælpeorganisation.

Man får (forhåbentlig) også pengene igen med et afkast som man så kan geninvestere i nye projekter - det er i hvert fald min plan. Så det er jo ren "Arne Hviid" - du ved en Win-Win situation :-) "Jammen, udnytter man ikke de stakkels afrikanere, og der det ikke umoralsk at tjene penge på folk der har dårlige levevilkår?" - Udnytter, Nej! Det er jo netop folk som står i den situation at de mangler et, efter vores forhold, lille beløb for at kunne komme videre med et projekt, og hvis det går dem godt så får du noget ud af det - går det dem dårligt, så kommer det også til at gå ud over dig. Det er jo den risiko man løber ved at investere. Som en start har jeg smidt 100 € i MyC4 og investeret i en julekortsælger (det er jo sæson), en Computerskole og et autoværksted.

Tænk på at hvis du lader være med at købe de to sidste fadøl ved julefrokosten/byturen/??? i weekenden og i stedet investerer de 80 kr i MyC4 - så får du det bedre lørdag (eller/og søndag) og du hjælper med til at gøre verden til et bedre sted.

Det er da også en Win-Win situation !!

torsdag, november 15, 2007

Smagen af jul - nu på flaske!

Ikke et ord om valg og valgresultater her. Jeg tror godt man kan regne ud hvad jeg synes hvis man læser et par af mine indlæg!

Derimod vil jeg give plads til en sjov ting. Jeg læste om det i avisen i dag og skulle lige se efter. Minsandten om Jones' Soda (som jo ligger i min "gamle" hjemmebane - Washington) har lige lanceret en serie af sodavand med julesmag - dvs. Æggesnaps, Skinke og JULETRÆ!!! Det er simpelthen for sjovt!

...men det er vel hvad man kan forvente fra et firma som også har lavet en energidrik ved navn "Whoopass", en thanksgiving-sodavand med smag af kalkun og ikke mindst en serie som smager af bl.a. kunstgræs og sved - i anledning af at man blev leverandør til Seahawks Stadium.

Se mere på hjemmesiden her: Jones' Soda

mandag, november 12, 2007

13/11-2007 - Hvad skal man vælge?

Så er det ved at være dagen - kun meget få timer til valgstederne åbner. Jeg må sige at det har været en yderst forvirrende valgkamp. Der har været meget lidt politik og rigtig meget bogstavleg og så har næsten alle været enige om at Pia K. skal have så lidt indflydelse som muligt. Det har så kun været afbrudt af de høje brag hver gang Ny Alliance skød sig selv i foden!

Jeg står tilbage med en fornemmelse af at det ikke kommer til at betyde det store hvem man stemmer på. Skal man tro på A, B, C, V og Y så får vi mindre skat på arbejde og mere velfærd. Hvordan det hænger sammen ved jeg ikke, men det er der nok nogle kloge hoveder som kan regne ud - måske Villy Søvndal. Pia K. er tilfreds bare hun får nogle flere penge til ældrechecken - bare små 565 millioner. Hun er et dyrt bekendtskab, og hendes kumpaner har i det seneste år fået mig til at skamme mig over at være dansker. Bwadr...!

Spørger du mig er det lidt af et paradoks at landets måske dygtigste politiker repræsenterer de ting som jeg tager afstand fra. Det er også blevet bekræftet af diverse valgtest som jeg har været igennem (det er svært at lade være). Her bliver jeg som forventet enten konservativ, Radikal eller Ny Alliance. Mine aversioner mod DF (som jeg stort set har valgt at ignorere i denne valgkamp) gør at jeg ikke kan stemme på Betjendtsen og med de seneste udmeldinger fra Khader lyder det som om at en stemme på NA også vil være en stemme på den lejr. Så er Fru Vestager tilbage som det logiske valg.

MEN!!! Sådan bliver det ikke. Jeg har forsøgt at skære igennem tågerne og her er "mine" mærkesager:
  • Mere anstændighed i udlændingepolitikken.
  • Blokpolitikken skal væk, eller i hvert fald blødes op.
  • Et endnu bedre miljø og fokus på global opvarmning.
  • Ytringsfrihed, tolerance og demokrati bør være hjørnesten i samfundet. Dette vil sikre en stærk dansk identitet som vi åbent kan møde verden med.
  • Skatten skal bruges til at få samfundet til at fungere, men det skal til en hver tid kunne betale sig at arbejde og yde en ekstra indsats.
  • DF skal have så lidt indflydelse som overhovedet muligt.
Ja! Radikale passer fint ind her. Ja! Jeg har sagt at jeg ikke vil stemme på nogen som støtter "DF fløjen". Ja! Jeg er egentlig fundamentalt borgerlig.

...men jeg bliver simpelthen nødt til at se hvad Ny Alliance kan udrette. Tør de gøre noget? KAN de gøre noget? Det skal ikke være min stemme som mangler i sidste ende. I morgen lander den på liste Y - og så håber jeg at den bliver brugt fornuftigt. Ellers bliver den flyttet til den anden ende af alfabetet næste gang.

"Jammen, hvad med dine mærkesager?!" - Læs dem lige igen! Passer de ikk ret godt med Seeberg, Khader og Samuelsen? Lad os nu se hvad de kan når det bliver hverdag igen.

...og skulle det blive til 40% skat på Fyn så tager jeg da gerne det med :-)

Godt valg!

lørdag, november 03, 2007

NA - Spin, Flæsk eller Hetz

Så er valgkampen i gang og man må sige at Ny Alliance har fået ret meget opmærksomhed her i den første tid. I starten mest positivt, men nu begynder skeletterne godt nok at vælte ud af skabet samt det virker som om de har lidt svært ved at holde styr på tropperne.

Det er nok ikke nogen hemmelighed hvor min sympati ligger hvis man sådan kigger lidt nærmere på bloggen her, men alligevel finder jeg anledning til at far i blækhuset fordi jeg begynder at have mine tvivl om hvad det er der foregår nu. Er det medierne som nu graver skidt op omkring politikerne eller er de bare ved at grave deres egen grav allerede inden vi har haft mulighed for at sætte så meget som en prik på en stemmeseddel.

- Khader og sort arbejde.
- Khader og en ikke eksisterende fond.
- Seeberg og EU traktaten.
- Kolind og 40% skat på Fyn.
- Trafikpolitik som virker designet mod venstrefløjen.

Helt ærligt! Det er da lidt imponerende at man i den grad er ved at spænde ben for sig selv, og det kan jo tydeligt ses i meningsmålingerne. Hvad er nu hvad? Er det reelle ting eller er der noget pressehetz for "Det kan da ikke passe at de skal løbe med al opmærksomheden bare fordi de er nye".

Khader har tydeligvis et problem, men lader også til at havd svar på tiltale. Det seneste omkring fonden til hans fars minde som åbenbart kun eksisterer som en bankkonto bør være lige til at mane i jorden - så få det gjort! Sort arbejde eller ej - Henrik Quortrup er på tilbagetog og det er ikke set ret tit, så måske er der lidt Hetz her.

Hetzen fortsætter omkring Gitte Seeberg og hendes udmelding om at det ikke er sikkert at vi skal til afstemning om EU traktaten. Det lader til at det er lykkes for TV2 at lægge ord i munden på hende ved at tage et svar ud af kontekst, men det er jo ikke noget nyt.

Jeg har glædet mig over at Lars Kolind stiller op på Fyn, men efter hans seneste udtalelse om at Fynboer kun skal betale 40% i skat så begynder jeg at overveje om han har sniffet lidt for meget spejdersnus. Det hænger jo ikke sammen!!! Som fynbo ville jeg da gerne have at det blev sådan, men come on - lidt realistisk skal man da være. Det er da den tykkeste skive flæsk endnu!

Det trafikpolitiske udspil - eller skal man kalde det "Udspin" mod de røde vælgere - der er kommet fra NA har fine punkter, men den med at man skal bruge alle pengene fra udbygningen af vejnettet til at bygge jernbaner har jeg svært ved at gå med på. Det er fint at den kollektive trafik skal styrkes og det er jeg helt enig i, men det nytter ikke at lukke øjnene for virkeligheden omkring de danske motorveje. Jeg ved ikke hvad for vindmøller det er Don La Cour Sell og Villy Panza vil ud og bekæmpe men de får det i hvert fald svært ved at få ram på dem!

Vi skal af med blokpolitikken, DF skal udenfor indflydelse, Velfærden skal sikres, Skatten på arbejde skal ned, en stram men anstændig og retfærdig udlændingepolitik, Op med ulandsbistanden - jeg er enig i mange ting, men jeg er også begyndt at tvivle. Der findes faktisk et parti som på mange punkter ligner NA - måske skulle man vælge det i stedet for - eller måske noget helt andet!

Gitte, Anders og Naser: Få styr på tropperne, Få styr på retningen i partiets politik og meld jer ind i kampen igen. Forsætter "vi" af denne vej så kan det jo næsten være lige meget!

torsdag, oktober 04, 2007

Avada Kedavra!

Historien om en evolutionerær, litterær rejse i selskab med en bebrillet knægt fra Ligustervænget.

0 sider.
"Harry Potter og de vises sten" - ja, filmen var jo ikke noget særligt, men lad os nu se hvad det er som har fået samtlige boghandlere til at stå på den anden ende en del gange efterhånden. 6 bøger - puha - det er godt jeg har et par timer i et tog hver dag. "Så går der tid med det... dum-da-dej..."

500 sider.
Hm... En børnebog mere? Den er jo ikke et hak anderledes end bog 1... Fint at jeg kan læse ca. 100 sider i timen. Det kommer til at være hurtigt overstået. Kan han nu ikke bare få taget livet af ham der Voldermort eller hvad det nu er han hedder.

1000 sider.
3 down 4 to go... OK, det bliver da lidt interessant at se hvilke eventyr Rowling finder på til Harry, Ron, Hermione og alle de andre. Det kan godt være at bøgerne ikke kommer til at efterlade noget varigt indtryk men det er gode historier - det kan man ikke tage fra dem.

2000 sider.
Harry, hold nu op med at være så sur! Der er mange ting der skal klares. Jeg tager lige et kapitel, nej 2, mere. Jeg skal liiiiiige se hvad der sker.

3000 sider.
"Næste station, Odense!" Ups...er vi allerede nået så langt. Øv, Øv, Øv, hvorfor er der kun lidt over 100 sider tilbage af bog 6. Jeg har jo ikke ænset en pind i den sidste time! Jeg overgiver mig!!! Det er ikke bare en bog - det er et fænomen og det kommer helt sikkert til at efterlade et indtryk!

3080 sider.
AVADA KEDAVRA! NEEEEJ!!! Hov - hvad var det? Hvor langt er jeg nået? Hold da op! Jeg er lige blevet lidt forskrækket over at læse to ord i en bog. Det burde ikke være muligt, men det er lige sket!

3106 sider.
Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7? Hvornår kommer bog 7?

På trods af at jeg ikke havde de store tanker inden jeg begyndte på turen må jeg bryde sammen og tilstå at det har været den bedste historie jeg længe har læst. Bog 7 kommer den 10/11 og jeg er på plads et eller andet sted i hysteriet! Jeg er solgt! ...eller også er der kastet en imperius-forbandelse :-)

onsdag, august 29, 2007

En på hatten til annoncehajerne og andre online krejlere

Så klappede fælden for Dansk Tele Support / IT Support Danmark / eller hvad de nu kalder sig i dag. Ikke mindst er det fælden der er klappet i for Lasse Schou og de lyssky metoder som hans firma anvender til at snyde og bedrage intetanende virksomheder.

2 ½ år i brummen for snyd og bedrag for 5 mio. kroner og forsøg på bedrag for 1,5 mio. kroner lyder måske umiddelbart af meget, men det er ikke noget jeg skal stille mig til dommer overfor. Det som er det glædelige er at der nu er statueret et eksempel for disse - og at det er i en noget større skala end de sager man ellers hører om hvor det er en enkelt eller to kunder som enten får medhold i retten eller som pudser TV på firmaet og på den måde får "tiltalefrafald".

Det som bliver interessant er om det kommer til at have nogen som helst indflydelse på resten af "annoncefarvandet" at en af de store er blevet fisket op. Jeg må nok desværre sige at jeg har mine tvivl omkring dette. Det man kan håbe på er at det bliver lettere at få folk dømt for den slags forretninger, og det kan måske være med til at afholde andre fra at slå ind på denne løbebane. Jeg har haft mine sammenstød med disse annoncehajer (primært Erhvervsregisteret) men har efterhånden udviklet en fin 39 sekunders tale om hvorfor jeg ikke vil handle med dem og det fungerer nu meget godt.

Jeg har dog ondt af de mange som bliver fanget af smarte salgstaler om alt muligt som viser sig at være værdiløst. Det bedste eksempel jeg har er et opkald fra www.e.dk som allerede sendte mellem 900 og 1600 besøgende til min hjemmeside pr. måned og for en billig penge kunne det blive flere. Pudsigt nok afslørede mit statistikprogram at der kun havde været en besøgende
fra www.e.dk og han havde været der i den forløbne time - Guess who :-)

Et eller andet sted er der vel ikke så meget andet at sige til dette end at hvis der er noget lyder for godt til at være sandt så er det nok også tilfældet - men lad os håbe på at det er begyndelsen til enden for disse online krejlere!

fredag, august 10, 2007

Happii, Wupti, Bibob - Say what??

Så bliver den nye satsning på hvidevare markedet lanceret og den har fået det mundrette navn Happii - www.happii.dk - og det er der sikkert en masse fine grunde til, men jeg kan ikke lade være med at undre mig lidt over hvad det er med obskure domænenavne. Jeg siger ikke at det ikke kan lade sig gøre at slå sig op på lidt halvfjollede navne - det er Yahoo! og Jubii jo fine eksempler på, men det var jo tilbage i internettets barndom.

Der er uden tvivl lavet analyser på navnet - det vil jeg i hvert fald håbe - så man er sikker på at det bliver en success og at det er noget som folk kan huske. Wupti er lykkes med at komme ind i markedet med et lidt underligt navn og så alligevel synes jeg det er OK da det signalerer at det er let, hurtigt og enkelt, så jeg siger ikke at det ikke kan lade sig gøre, men det kommer til at kræve nogle reklamekroner.

Hvad betyder Happii så? Det er vel noget med glade kunder eller i hvert fald nogen som er glade. Det kan være det i virkeligheden er Elbodan som er SÅ glade for deres nye "barn" at det bare SKAL have et sjovt navn. Efter hvad jeg har læst så slår man sig op på at være billigere end alle "andre seriøse netbutikker" hvilket er noget af en mundfuld, men når man ved at det er en stor kæde som står bag så er det heller ikke så usandsynligt.

Det jeg bare ikke forstår er hvorfor man ikke vælger et navn som udstråler noget mere seriøsitet. Det er som om der er dele af reklameverdenen som endnu ikke har opdaget at webmediet ikke længere er for lalleglade tosser som pjatter lidt med en computer. Det er big business og hvadenten du kan lide det eller ej, så er det kommet for at blive. Derfor mener jeg også det er på sin plads at behandle det som et seriøst medie og derfor være klar til at udstråle noget autoritet og troværdighed. Det handler selvfølgelig i høj grad om hvilke ting man får forbundet med ens navn, men det er dog et faktum at i min verden er der bare nogen ord som er sværere at tage seriøst end andre, så hvorfor overhovedet åbne mulighed for noget negativt på forhånd...

Jeg ser så også at man vil slå sig på "latterligt lave priser" - er det ikke noget Punkt1 har arbejdet med i noget tid??? Hmm... Det er jo også samme kæde, men lad os nu se hvor latterligt det bliver. Grunden er i hvert fald lagt med Happii! Jeg kan næsten høre den obskure lalleglade disney-melodi inde i hovedet bare ved at skrive navnet.

Nå. Uanset så skal www.happii.dk da have god vind og jeg bliver da også en af dem som kigger forbi her i løbet af weekenden - og så er det uanset hvad navnet er. Lidt nysgerrig er man da!

At Telmore har lanceret Bibob er noget helt andet - don't get me started on that. Den fanger jeg til gengæld slet ikke!!!

God weekend!

torsdag, juli 26, 2007

Mexico ligger i Spanien - eller er det Italien?

Radioavisen kl. 6.00 er normalt noget som varsler et en ny dag truer og for det meste er nyhederne ikke lige noget jeg får hørt så godt efter. I dag var det godt nok noget af en undtagelse. "Michael Rasmussen er færdig i årets Tour de France" var det første jeg opfangede og jeg må sige at der i et par sekunder lige gik "Jeppe på bjerget" i den: "Drømmer jeg eller er jeg vågen?"

Det blev dog hurtigt klart at jeg var meget vågen og at Tornadoen fra Tølløse (eller er det Burhønen) er blevet losset ud af Touren fordi han ikke lige kunne huske at han havde været i Italien og ikke Mexico. Jeg var helt nervøs ved at cykle til toget. Tænk sig hvis der er en uheldig bivirkning ved at cykle som får en til at glemme hvilket kontinent man er på! Og så hedder jeg oven i købet "M. Rasmussen" så det gør det ikke bedre :-)

Spøg til side...

Jeg var hjemme i går i tide så jeg kunne se turen op ad Galibier og det var måske ikke verdens mest fantastiske afslutning, men Tossen fra Tølløse fik da vist at han er (var) den stærkeste rytter i årets tour og jeg begyndte også at tro på ham som vinder, men nu er man meget klogere!

Da han trak afgørende fra Contador og Leipheimer kunne jeg ikke lade være med at tænke at udskilningen var meget mere udtalt end den ofte har været efter en hård etape. Det tager jeg som et vidnebyrd om at sporten er blevet renere og alle ryttere inkl. Contador blev slidt op og var helt brugt, og det er der heller ikke noget at sige til med den etape, og med den slags udfordringer er der bestemt mange som vil være fristet til at tage et eller andet for at kunne være med hvor det er sjovt.

Doping eller ej, så er der dig ingen undskyldning for at lyve og glemme - i hvert fald ikke når det sker så mange gange. Jeg har svært ved at få det ind i hovedet hvordan man overhovedet TØR løbe den risiko med den fokus der er på alt mistænkeligt i cykelsporten og dette er i høj grad mistænkeligt! At Rasmussen så laver en "Riis" med hans "Jeg er jo testet negativ 14 gange under touren" gør det ikke ligefrem bedre. Heksejagt, Pressehetz, Komplot - der bliver brugt mange ord i medierne i dag, men faktum er at han selv har gravet hullet og nu må han selv kravle op.

Under alle andre omstændigheder vil jeg mene at dette er en teknikalitet og ikke noget som bør føre til udelukkelse, men når der er tale om regelbrud og løgn så er der ingen udvej. Den seneste afsløring bør også udløse en advarsel fra UCI og så er han på tre hvilket alligevel betyder udelukkelse og så er vi lige vidt, men nu må vi videre!

Forleden skrev jeg at hvis en Top 10 rytter blev taget så var jeg færdig med cykelløb. Who am I kidding?!? Det kan godt være at man har en underlig fornemmelse når man ser løbene, men jeg ved da også at jeg vil sidde og se Flandern Rundt og Paris-Roubaix til næste år, og ja, også Tour de France. Jeg er simpelthen for stor fan af sporten til at kunne lade være! ...men hvor er det synd og skam at det skal gå så vidt... Merde...

tirsdag, juli 24, 2007

Risgaard - nu nummer 2 på Google


Til min egen store overraskelse er det lykkes mig at snige mig op som nummer 2 på Google. Jeg havde ikke troet at jeg kunne vippe Jens Risgaard Knudsen af pinden, og jeg tror stadig ikke på at jeg bliver nummer et, men nu må jeg så sige at jeg ikke er helt så skråsikker. Det har naturligvis også krævet en indsats og nogen synes nok det er lidt ligegyldigt, men ikke desto mindre er det jo noget af det jeg arbejder med til daglig så det er jo bestemt med til at gøre det ekstra interessant.

Ellers er der ikke de store nyheder fra min verden. I skrivende stund regner det bravt, og jeg må indrømme at jeg ikke er rigtig misundelig på dem som holder ferie i disse uger. Jeg er i hvert fald lidt glad for at jeg har valgt at udskyde ferien til uge 33-34 hvor det forhåbentlig bliver lidt bedre, og gør det ikke så gåt det også nok - turen går jo, som det fremgår af min kalender, til Athen så der skulle det være noget mere sikkert at der er sol og varme!

torsdag, juli 19, 2007

Post nummer 150 - Uden tilsætningsstoffer

Jeg hørte noget så forunderligt som en genial radioreklame i dag i bilen. Det var såmænd for vores allesammens Heinz ketchup og den kørte på temaet Cykelløb og doping - naturligvis med den pointe at Heinz er helt uden "kunstige tilsætningsstoffer".

Det fik mig egentlig til at tænke på om cykelsporten nogensinde overlever dopingproblemerne og om Patrik Sinkewitz bliver manden som uforvarende kommer til at skrive sportens nekrolog ved sin afsløring midt under et af de bedre Tour de France'r jeg kan huske at have set. Jens "jeg har en stor næse" Voigt er nu blevet sur på de tyske TV stationer ARD og ZDF fordi de boykotter touren - og det på trods af at de allerede havde meldt det ud inden touren. Måske var det bedre at han stak snuden i problemerne og i stedet blev sur på landsmanden.

Spørgsmålet er nok egentlig om det virkelig kan passe at der stadig er professionelle cykelryttere som har en intelligenskvotient på niveau med en muggen rosin - det lader i hvert fald til at være tilfældet og det undrer mig derfor til stadighed at det kan være SÅ svært at få ryddet op i det. Personligt tror jeg at det nu er absolut sidste chance for at redde bare et gran af troværdighed - hvis der da overhovedet er noget at redde. Personligt tror jeg der er en chance, mne det kræver at alle trækker på samme hammel og jeg håber oprigtigt at det lykkes da jeg stadig er en stor fan af cykelsporten og synes det er ret fascinerende at se på.

Når det så er sagt så er jeg også træt af alt det pladder. Jeg har godt nok sagt at jeg efterhånden ser det mere for underholdningens skyld end for resultaterne for de er jo ikke endeligt på plads før næsten et år efter. Bare se på Touren 2006 hvor det endnu ikke er på plads om Landis beholder sejren, hvilket det ikke ser ud til, eller om det bliver Oscar Pereiro Sio som går over i historien som vinder. Det eneste positive ved det er da at jeg i 2005 spåede Sio som fremtidig tour-vinder.

Bliver en af top-10'erne for i år nappet for doping så er det slut herfra - så kan de cykle deres egne veje og så er det lige meget om der er en kylling eller en ørn i den gule trøje. Så er det sagt.

torsdag, juli 12, 2007

En sjov hjemmeside

Jeg er lige faldet over en hjemmeside lavet af et firma som producerer blendere. De blender alt muligt og har videoer af det på hjemmesiden. Det er faktisk ganske underholdende at se hvad det er de finder på.

Det seneste påhit er at de blender en Iphone - helt i tråd med det hysteri der er omkring den. Det store sspørgsmål er:

Will It Blend? iPhone...

Behøver man sige mere end: "Kids, Don't try this at home...!"

tirsdag, juli 10, 2007

Er dette nu også helt lovligt :-)

Køb dine tvillinger på eBay? Ja, man kan godt nok være heldig at finde mange ting der, men dette er da vist ikke helt lovligt - eller også er det bare den nemme løsning for alle som gerne vil adoptere et par unger...

mandag, juli 09, 2007

Din mening...

Jeg er faldet over et lille site ved navn Vizu hvor man kan lave sine egne afstemninger. Det skal da prøves så nu vil du kunne finde en lille afstemning her på bloggen. Emnet vil være noget aktuelt som optager mig og måske vil det danne basis for et blogindlæg eller to.

Første afstemning er en lille hurtig en om hvem der vinder Tour de France. Hvad de stikker i armene er lidt lige meget så det handler om hvem der står øverst på skamlen i Paris. Hvad der sker senere er noget helt andet. Doping noget skidt, men cykling er stadig underholdende. Resultaterne er dog blevet noget videre hule. Bare se på 2006-udgaven hvor man stadig ikke har fundet vinderen, men mon dog ikke at der bliver Pereiro Sio som render med den - doping eller ej?

Nå - stem og se om du får ret, og kig forbi igen til nye afstemninger eller andet sjov.

mandag, juli 02, 2007

En sjov lille tegning

Jeg har tidligere reklameret for bloggen Indexed - http://indexed.blogspot.com - og her kommer lige endnu en som jeg har sakset fra den. Det er en lille illustration som man kan tænke lidt over og som jeg faktisk synes meget godt om.


Den passer også fint overens med min egen politiske holdning som jo nu er ved at manifestere sig gennem liste Y. Så sent som i torsdags var jeg til det første møde i Ny Alliance og det var nu ganske interessant. Hvor meget mere det bliver til vil tiden vise, men jeg synes i hvert fald at det er interessant at være med til at starte noget helt nyt som på måske kan være med til at ændre magtbalancen i Danmark.

Interessant nok så er de radikale nu ude med en masse tanker som ligner NA's på mange punkter, men alligevel er de forskellige. Det er dog meget naturligt at de ligger ret tæt op ad hinanden når man tænker på hvor NA kommer fra. Hvad partiprogrammet kommer til at indeholde kan alle være med til at finde ud af og det er noget som jeg tror kan være vejen frem. Jeg ser i hvert fald frem til august/september hvor det endelige program bliver fremlagt.

onsdag, juni 27, 2007

Det' en TØSKER... Matador og andre munterheder

Nu har jeg så også været i operaen og se Matador så nu kan jeg tale med om hvad hypen går ud på. Jeg må nok lægge ud med at sige at nu hvor jeg lige har fået den lidt på afstand var jeg faktisk mere imponeret af huset end af musicalen. Lad det være sagt med det samme at jeg ikke er den store musicalelsker så der ligger måske lidt af forklaringen.

Nå, på en skala fra 1 til 5 får den et stort 2-tal, men stadig et 2-tal. Jeg synes ganske enkelt at den ganske fine underliggende historie drukner i et meget omfattende persongalleri og det faktum at man lige skal prøve at se om det kan lykkes at klemme 36 timers fjernsyn ned til 3½ time. Det kan det måske godt, men så er der i hvert fald ikke plads til at skulle have alle småhistorierne med. De vil ganske enkelt nå for meget og det er synd. Den har sine fine perioder, men desværre er der også alt for mange hvor man bare har alt for travlt med at følge begivenhederne og derfor begynder det at blive usammenhængende.

Der er fine præstationer blandt skuespillerne og enkelte sange er bestemt heller ikke tossede, men overordnet set sidder jeg tilbage med en fornemmelse sådan lidt som at være blevet kørt over af et karnevalsoptog. Masser af fest og farver og gang i den, men man når ikke rigtig at få det hele med.

Personligt kunne jeg godt tænke mig at se det som et teaterstykke hvor man måske havde et andet fokus og samtidig turde smide mange ting væk. Der er smidt meget væk allerede, men der er også mange detaljer som er med og det er unødvendigt. Endelig vil jeg sige at man gør klogt i lige at have genopfrisket sin TV serie for at få det optimale ud af forestillingen - ellers bliver man hurtigt lost.

Summa summarum, en fin dag og en rimelig forestilling, men den kunne have været meget bedre hvis du spørger mig.

mandag, juni 11, 2007

'Nuff said - eller "dagens sang"

Såååååååmmer, sommer og sol,

Toget og varmen og det er da utrol....øøøøh....igt


onsdag, juni 06, 2007

Nej, der kom ikke til at gå en måned!

Men det var godt nok tæt på! Jeg tænker naturligvis på at der ikke kom til at gå en måned fra min sidste post på bloggen, men sådan blev det ikke. Jeg har haft nok at se til her på det sidste med nyt arbejde og ret mange ting så derfor er det ikke blevet til så meget skriveri.

Jeg har ikke tænkt mig at skrive langt og længe om hvad jeg har lavet for der dels kan jeg ikke huske alt det og så vil det også bare blive een lang opremsning og det er der jo ikke meget ved - og nu har jeg så alligevel præsteret at skrive en del om ingenting!

Et gammelt tilbagevendende emne som jeg tit har skrevet om er musik og det bliver emnet her. Sidste weekend havde jeg fornøjelsen at være til Open Air i Sønderborg. Det var faktisk en fin oplevelse med en enkelt undtagelse og det var det danske band Utah. Det var noget af det mest triste jeg har hørt i lang tid og meget passende spillede de også i regnvejr!

Ud over det var der fine optrædender (men ikke i særklasse) af Infernal, Shu-bi-dua, DAD og ikke mindst Thomas Buttenschøn som jeg selv glædede mig til at høre og jeg blev da heller ikke skuffet! Afslutningsvis var der Kim Larsen. God musik, men oplevelsen får jo et bankospil til at ligne et diskotek kl. 2 om natten - med andre ord er det langt fra ophidsende!

Ud over livemusik vil jeg da lige her afslutningsvis komme med et par anbefalinger. Den nye CD med Maroon 5. Jeg har lige lyttet den igennem i dag og den er fremragende! Der har været et stort hit og der er potentiale til et par mere, men generelt vil jeg sige at pladen har et imponerende bundniveau og der er kun et enkelt nummer som falder lidt igennem.

Også Mika er et "lyt" værd. Tre hits allerede og det bedste nummer på hele pladen er ikke blandt dem - ganske overraskende! Nummeret hedder "My Interpretation" og kan du lide Robbie kan du også lide det nummer.

mandag, maj 07, 2007

En Ny Alliance

Efter lidt stilhed her på bloggen er det tid til at der skal ske lidt igen, og det handler ikke bare om hvad der er sket siden sidst. Denne gang er det politisk og det optager mig faktisk en del. Ja, rent faktisk så meget at jeg for første gang har meldt mig ind i et politisk parti.

Hvem blev så de heldige? Tjah, som erklæret borgerlig og indædt modstander af Dansk Folkeparty (Jep! Jeg er opmærksom på paradokset...) så faldt det pludselig meget naturligt at jeg her kl. 13.00 skiftede over til den nye skude - Ny Alliance.

Ca. 8 timer senere blev Risgaard så officielt støtte til Khader, Seeberg og Samuelsen - dvs. jeg meldte mig ind...

Hvorfor så det? De har jo ikke noget rigtigt partiprogram endnu!! Det er helt korrekt, men grunden er den simple at jeg i snart lang tid har overvejet at hoppe over til de Radikale, men jeg har ikke rigtig kunnet forlige mig med at de støtter "rød stue" og det blev heller ikke bedre af at det endte i noget som tangerer lidt storhedsvanvid da man erklærede at man ville gå efter statsministerposten. Omvendt så er jeg klar over paradokset at være modstander af Dansk Folkeparty og så samtidig støtte "blå stue".

Ud fra ovenstående mener jeg ikke at valget er særlig svært og dertil kommer at jeg har set og læst hvad jeg har kunnet komme i nærheden af i dag omkring partiet og dets politik og til ikke mindst min egen store overraskelse har jeg endnu ikke hørt noget som jeg ikke er 100% enig i endnu.

Nu må vi så se hvad det hele ender med. Worst case scenario er at jeg har støttet Ny Alliance med en e-mail adresse og en 200-krone seddel, og uanset hvad der sker så er initiativet så prisværdigt at jeg gerne vil lægge navn til at støtte det :-)

torsdag, april 12, 2007

Forår - yihpeee....

Sidder lige og hører meteolog-einstein fra TV2 (ved ikke hvad han hedder) og han lover jo fantastisk vejr til weekenden så det kan man ikke klage nok over.

Weekenden skal tilbringes i det Nordjyske hvor programmet bla. omfatter et lille rask Sølvbryllup så det skal nok blive vældigt. Turen går nordover allerede i morgen aften og så lander vi i Hvidbjert omkring ved spisetid, og så kommer det sikkert til at gå slaw i slaw. Forventer at være hjemme på Fyns land i løbet af søndag.

Ellers er der kommet gang i løberiet igen. Jeg skulle jo gerne være i nogenlunde form til Eventyrløbet og det går faktisk overraskende godt. De sidste tre ture har ligget på 26.00, 25.38 og 25.31 for 5 km, men det skulle det også gerne være da målet er 24.30 - med andre ord så skal sidste års tid på 24.38 slås.

Nå, nok om det - der kommer nok mere om bedrifterne her senere. Nu gider jeg i hvert fald ikke mere i dag.

tirsdag, april 10, 2007

God Bag-påske

Tjah... bum-bum.... Der er vist gået lidt tid siden jeg skrev her sidst så hvor skal jeg næsten begynde? Påsken vel overstået - jeg fik muget ud herhjemme og jeg fik besøgt familie og minsandten om der ikke blev plads til en omgang golf også så i det store hele er det ikke så tosset. Der blev også plads til en lille bytur, men ikke noget som er så synderligt interessant at skrive om her.

Det var bestemt heller ikke så tosset med et par fridage. Jeg synes det er længe siden jeg har følt det så tiltrængt som denne gang!

Apropos golf så er jeg jo kommet i den heldige situation at det ser ud til at jeg kommer med i Odense Golf Klub pr. 1/7. Der er stadig lidt tid til, men jeg er faktisk allerede begyndt at se frem til det så der er noget der tyder på at en stor del af sommeren kommer til at gå på golfbanen - men det er jo heller ikke det værste sted at tilbringe nogle timer!

Ellers har der ikke været det store at skrive om. Det skulle måske lige være den store oplevelse som det var at være til foredrag med Peter AG. Han var underholdning til et aktionærmøde i Spar Nord Bank og han var da alle pengene værd! Jeg har sjældent oplevet en person som i den grad formåede at komme ud over scenekanten og samtidig var han rigtig både sjov, men også tankevækkende - fordraget handlede i al sin enkelhed om det at være opmærksom. Det kan enten være på andre, på omgivelserne eller sågar på sig selv.

En ting som jeg ikke vil skrive om er Isbjørneungen Knut fra Berlin... Den kan du selv finde på YouTube...

I stedet vil jeg slutte med et lille citat (nogenlunde korrekt gengivet) fra Peter A.G.:

"Verden tilhører dem som tør leve i den!"

Og tak for i aften...

mandag, marts 26, 2007

Indexed - en reklame...

Der er lige plads til lidt reklame i dag. Jeg er faldet over en blog som har været god for en del gode grin så nu er det på tide jeg lige får reklameret lidt!

Jessica Nagy står bag - kender hende ikke men konceptet er simpelt og genialt. Nedenstående fanger essensen 100% og så er der ret mange gode grin at finde ind i mellem. OK. Nogen af dem kræver lidt baggrundsviden, men sådan en som denne kræver ikke det store...


Du kan se mange flere på http://indexed.blogspot.com

...and for the non-Danish visitors: This is just and 'advert' for Indexed. I think the site is absolutely brilliant so I just had to share it!

lørdag, marts 24, 2007

Så er Bazar Fyn officielt en realitet

Efter at have været åben for offentligheden i et par uger er det nu officielt at Bazar Fyn eksisterer. For lidt over en halv time siden blev den indviet af Prins Joakim som gav en fin tale om handel og mødet mellem mennesker "Det her er mere end integration. Det er et udenfor janteloven og meget langt fra skræmmeplakaterne nede ved Odense Å" var et par af de ting som blev sagt, og efter en tur rundt i bazaren kan man ikke andet end at give ham ret.

For min del synes jeg det er lidt fantastisk med sådan et sted stort set i baghaven og jeg håber og tror på at det bliver en stor succes. Der er i hvert fald ingen tvivl om at kimen er lagt til noget som kan gå hen og blive rigtig stort! Det bliver naturligvis først rigtig spændende når nyhedens interesse har lagt sig, men som sagt så tror jeg på at det bliver en succes.

Stort tillykke til Odense - fremragende initiativ!

torsdag, marts 22, 2007

Sikke et cirkus!

Ja, jeg hentyder mest til min dag. Sikke en af slagsen! Først til Lunderskov til kl. 8 og så til Kbh. med afgang kl. 10.33 fra Lunderskov. Derefter til den sorte diamant og til gå-hjem-møde om Microsoft Office Sharepoint Server 2007 aka. MOSS 2007. Egentlig ganske interessant og ganske givende eftersom jeg bruger "skidtet" til daglig. Det viser sig også at LM er nogle af de første til at gøre dette så jeg fik en fin lille snak med Microsoft, Carlsberg og Rigspolitiet...!

Apropos cirkus - så faldt jeg også lige over denne i Urban (se herunder). Det var derfra jeg fik inspirationen til overskriften da den egentlig fanger min holdning til Cirkus ganske godt :-)

Over and out!

mandag, marts 19, 2007

Alting er bare større i USA

Det er ikke længe jeg udbredte mig om trykfejl på hjemmesider og her er en mere - denne gang fra Børsen i dag.

Jeg ved godt at alting siges at være større i USA - store biler, store mennesker og nu også enorme huse, men mon ikke dette er lige i overkanten???



Et lille bogstav - meget stor effekt!

torsdag, marts 15, 2007

Risgaard bloggen - nu med forbrugerservice

Hvor svært kan det være? Meget svært ser det ud til!

Det har været en ganske underholdende oplevelse at køre i tog her de første par uger - især når det kommer til at se folk kæmpe med dørene inde i kupeerne. Selv garvede rejsende står ofte og fægter hjælpeløst med armene foran døren og hver gang kan jeg ikke andet end undres over hvordan det kan være SÅ svært at finde ud af.

Jammen... togene har jo også kun kørt i 10-12 år så det kan vel ikke forlanges at man skal have fundet ud af hvordan det fungerer. OK, DSB har måske heller ikke lige valgt den smarteste løsning men så er det heller ikke værre.

Her kommer så det egentlige forbrugertips til alle togrejsende - kvit og frit på Risgaard bloggen: Stik labben frem og rør med flad hånd ved døren ca 2/3 oppe - Voíla - og døren er åben. Ikke flere obskøne håndbevægelser mens andre ser til og kan "beundre" de frustrationer man udlever foran den åndssvage dør! Sådan!!

Og så til dem som undrer sig over hvad det var for en post: Tjah, jeg kan ikke sige andet end at en tur fra Middelfart til Odense kan give mange underlige tanker.

søndag, marts 11, 2007

Second Life - Velkommen til Cosmo Schnabel



Risgaard bloggen proudly presents - Cosmo Schnabel. Hvad er det så for en størrelse?

Det er såmænd mit alter ego i Second Life. En såkaldt Avatar. Jeg må med det samme sige at denne post måske bliver lidt abstrakt, men ikke desto mindre så er det et område som bliver mere og mere aktuelt og Second Life er formentlig bare starten på noget som bliver hvermandseje før man aner det.

Hvad er det her Second Life for noget? Tjah, hvis du søger på Google får du intet mindre end 294.000.000 resultater så det må være noget som har givet genlyd. SL er en virtuel verden og skal man sammenligne det med noget så svarer det til en hybrid mellem The Sims og instant messaging. Jeg har før kaldt det en 3D-chat og det er ikke helt forkert, men samtidig er det heller ikke helt dækkende. Der er ca. 4,4 mio "beboere" eller brugere og i øjeblikket omsættes der for ca. 1 mio. US$ i døgnet så det er faktisk big business, hvilket jo ikke gør det mindre interessant set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt.

Der er også allerede folk som beskæftiger sig med det på fuld tid. Jeg har hørt om en person som ret tidligt åbnede et firma som handler med virtuelle husgrunde i SL og dette firma har nu 6 ansatte og stifteren er millionær.

IBM har efter sigende 200 udviklere siddende og rode i Second Life og herhjemme i lille Danmark er bl.a. Nyhedsavisen, Syddansk Universitet, og Skattevæsenet (af alle) begyndt. Dertil kommer at en lang række virksomheder bla. Grundfos overvejer om det er noget man skal gå mere aktivt ind i. Det seneste er at Rambøll opfører deres nye kontorhus, som fysisk bliver opført i Ørestaden, i SL som et forsøg, men også for at se hvordan folk bruger huset her.

Hvordan fungerer det så? Man henter et lille program som man installerer på sin computer. Så registrerer man sig som bruger og bygger en Avatar som man så kan navigere rundt med i den virtuelle verden. Her har man så mulighed for at "tale" med folk man møder undervejs. Jeg har bl.a. "talt" med en fra Brasilien og en fra USA som kom forbi det sted hvor jeg lige stod.

Der er mange flere muligheder, men jeg har ikke leget nok med det endnu. Det eneste jeg ikke er et sekund i tvivl om det er at det bliver stort og det er en lille flig af udviklingen mod det sociale web. Når det så er sagt så tror jeg til gengæld ikke at det bliver Second Life som bliver det store - det bliver noget vi ikke har set endnu. SL er pioneren og hvor det ender og hvilke retninger det kommer til at tage bliver meget spændende at se...

onsdag, marts 07, 2007

Flere pudsigheder


Her er så et af livets store spørgsmål.

Kan der være trykfejl på et website???

Kræver en trykfejl ikke at der er noget som rent faktisk er trykt? Sidst jeg så efter er der ikke meget printet over et site. Selvfølgelig kan man printe det og så er det tale om noget tryk, men alligevel...

...nå, sådan er der jo så meget :-)

tirsdag, marts 06, 2007

En pudsighed...

Jeg har tidligere skrevet om musikeren Donavon Frankenreiter her på Risgaard bloggen hvor jeg talte meget pænt om ham og jeg havde en ide om at han ikke ligefrem var verdens mest kendte musiker, men her tager jeg måske fejl...

Her i de seneste to uger har jeg haft et par "sammenstød" af den behagelige slags med makkeren. Først var det for næsten to uger siden hvor jeg havde været på Birdy's og spise og da jeg stod og skulle til at betale synes jeg nok der var noget bekendt over den musik som kom fra anlægget. Det var mest stemmen jeg lagde mærke til. Jeg skriblede en sætning ned fra hvad jeg regnede med var omkvædet og gik hjem og fandt sangen på iTunes. Minsandten om det ikke var ham! Ganske sjovt...

Her i lørdags var jeg så på vej til Svendborg hvor jeg hørte TV2 Radio og der var igen noget som virkede bekendt. Denne gang var der dog ikke brug for at notere noget som helst da det var titelsangen fra det seneste album "Move by yourself" som væltede ud af højtalerne. Højst overraskende!

Hvad kan jeg så bruge det til? Aner det ikke, men det er da meget sjovt at støde ind i en relativt ukendt kunstner to gange inden for kort tid. Det får mig naturligvis også til at tænke lidt på at mit musik-øre ikke er helt galt på den når det kommer til at finde nye hits, men det er nok op til andre at vurdere :-)

torsdag, marts 01, 2007

Første dag ved LM

Pyha! Sikke en dag! Tidligt op og så afsted til nyt arbejde - ganske spændende men også hårdt eftersom jeg skulle op noget før jeg plejer, men sådan er det. Det er bare noget jeg skal vænne mig til og det skal nok lykkes.

Jeg landede i Lunderskov i god tid og så var det ellers rundt på biksen og hilse på en masse mennesker som jeg alligevel ikke kan huske. Mange var ude at rejse og når der er ca. 500 på kontorerne i Lunderskov så er det heller ikke alle som jeg kommer til at have noget med at gøre. Inkl. produktion er der ca. 1300 i Lunderskov og ca. 4100 i hele verden, så det er ikke nogen helt lille biks....og den vokser stadig vildt!

Det mest underlige er nok at sidde og pludselig være helt blank på hvad der sker omkring en selv! Jeg har jo været vant til at jeg kender alle omkring mig og hvad de laver, men det er noget helt andet nu. Forfra er nok det rigtige ord. På en gang meget frustrerende, men også meget spændende.

I aften skal jeg tidlig i seng og så ellers være klar til dag to (som byder på et hel-dags kursus) af "mit nye liv" :-)

onsdag, februar 28, 2007

Sidste dag på "farmen"

Så blev det til et farvel til KOMPAN og et tak for mange gode år som jo har budt på lidt af hvert! Det er en lidt underlig fornemmelse at skulle væk fra noget som trods alt har optaget meget af ens tid, men omvendt så er det vist også på tide at komme videre til noget nyt selv om det er lidt vemodigt.

Nå... Nu er det så videre til nye spændende udfordringer med mere fokus på kommunikation og mindre fokus på data. Det bliver i hvert fald en anden vinkel på arbejdet og jeg ved allerede at jeg skal på et heldags kursus allerede den 2/3 så det bliver lige på og hårdt!

Mere om det her på Risgaard bloggen efterhånden som tingene "tager form" hvis man kan kalde det det...! :-)

Jeg læser nu på Børsen at der igen er lagt en storordre i vindbranchen - denne gang hos Repower. Om det er en kommende "kunde" ved jeg ikke lige endnu, men der er naturligvis noget som er interessant at følge med i nu hvor jeg skal til en ny branche som jo nok må siges at være lidt mere eksponeret overfor offentligheden end den gamle.

mandag, februar 26, 2007

Og svaret er...











...og her kom så svaret på logoquizzen fra forleden!

Hvad resultatet bliver finder vi måske aldrig ud af, eller måske gør vi. Time will tell.

Mine penge vil være sat på Second Life. Med næsten 4 mio. brugere og heraf over 200.000 nye i de sidste 14 dage så er der vist tale om et fænomen som ikke er sådan at overse. Hvis du er nysgerrig så skriver jeg mere om det inden så længe. Det er nemlig noget som optager mig lidt og det er ret så fascinerende. Vil du se mere kan du gå ind på www.secondlife.com.

torsdag, februar 22, 2007

En lille logoquiz...


I går modtog jeg et par sko som jeg havde købt på nettet - faktisk det første "tøj" jeg har købt den vej. Det er et par Terra Wraptor XCR som faktisk blev købt ubeset - men det er en anden snak. Det var et lille sats, men de viser sig at passe fint. Nå - tilbage til det som egentlig var min mission med denne post - nemlig en lille pudsighed.

Det som jeg fandt lidt interessant har du måske allerede lagt mærke til og det er logoerne øverst! Tre firmaer - tre (næsten) ens logoer. Det bliver spændende at se hvem der vinder den. Det store i midten skiller sig ganske vist lidt ud, men der er noget som kunne tyde på at de har fået noget inspiration et eller andet sted. Mon ikke det bliver en klassisk sag om hvem der kom først - hønen eller ægget? Det kan naturligvis også ende med at det bliver den mest kendte som vinder og så tror jeg at jeg vil sætte mine penge på Second Life...

...og dagens spørgsmål er: Hvem er hhv. Second Life, Teva og Handmark? Svaret finder du her på bloggen senere. Kan du ikke vente kan du naturligvis Google alle tre og så har du svaret...

mandag, februar 19, 2007

HGW XX/7 - Das Leben der Anderen.

Denne gang er det en film som finder vej til Risgaard bloggen og som det hele kommer til at handle om. Kald det blot en anmeldelse hvis du har lyst.

Kort og godt handler det om den relativt nye tyske film "Das Leben der Anderen" som jeg forleden brugte 132 minutter i selskab med. Jeg havde været så "heldig" at låne mig frem til en version købt i Tyskland hvilket så igen kom til at betyde at den var uden undertekster. I det store hele gav det ikke de store problemer, men jeg skal da være ved at det lige tog halv times tid før jeg var ved at være oppe i tempo.

Da det var nået så var det ellers en filmoplevelse af de store.

Kort og godt handler filmen om DDR og hvordan regeringen og navnligt STASI holder befolkningen under kontrol med lige dele overvågning og frygt. Filmen følger den ensomme Hauptmann Wiesler som overvåger en forfatter og digter og hans kæreste. Langsomt bliver han suget ind i hans dette liv som han næsten kommer til at leve i stedet - deraf titlen - og da den overvågede begynder at skrive kontroversielle artikler som følge af en vens selvmord bliver det mere interessant.

Nettet begynder langsomt at strammes som det jo stort set altid gør i den slags film, og hvordan det ender vil jeg naturligvis ikke komme ud med her - det er noget som jeg oprigtigt mener man selv skal se.

Det er kort og godt en fin film om medmenneskelighed midt i en tilsyneladende trøstesløs situation. Det er set før, men kombineret med hvad jeg vil tro er en realistisk skildring af DDR tiden tegner det et billede af en tid som ikke er så langt væk, men også af mennesker og viljestyrke. Skulle den gå hen og nappe en Oscar er det bestemt meget fortjent.

Min vurdering på en skala fra 1 til 10: Et klart 10-tal. Den bedste tyske film jeg til dato har set - ikke lysår bedre end "Der Untergang" men dog bedre.

Afslutningsvis lige en lille politisk morsomhed fra filmen - måske ikke verdens sjoveste - men i den rette sammenhæng er den nu ret skæg.

Erik Honecker stod op en morgen og åbnede vinduet og så solen. "God morgen, sol!", sagde han. "God morgen, Erik" svarede solen. Til middag åbnede han igen vinduet og hilste "God middag, sol" og solen svarede "God middag, Erik". Da Honecker kom hjem om aftenen kiggede han igen ud af vinduet og sagde "God aften, sol", men denne gang svarede solen ikke. Han forsøgte igen "God aften, sol" og denne gang svarede den "Hold din kæft Erik, Jeg er i vest nu!"

fredag, februar 16, 2007

Top Gear - James Mays vinder-amfibiebil


Top Gear Bil 3
Originally uploaded by mitsuvistis22.
Jeg sad lige og så Top Gear fra sidste søndag - endnu et fantastisk afsnit! Jeg havde set det før, men jeg havde ikke lige forbundet mine billeder fra British International Motor Show sidste år med det selvom jeg har set afsnittet før.

Nu slog det mig at der vist da var noget om at jeg havde taget nogle billeder af nogle mærkelige biler som stod på Top Gears stand og minsandten om det ikke var de fine køretøjer som d'herrer havde brugt i programmet.

Du ser James Mays vinderbil her på siden, og hvis du vil se Hamsters (Richard Hammond) Damper Van er det her

...og endelig kan du se Jeremy Clarksons ToyBota

De ligger på Flickr sammen med alle mine andre billeder (link til mine billeder på Flickr i højre side), og det her er faktisk også lige en lille test af hvordan man blogger direkte fra Flickr og det ser ud til at fungere fint!

Skulle du være i tvivl? JA! jeg er stor fan af de tre vanvittige englændere og nu må vi se om jeg når at fange de sidste nye afsnit på søndag på BBC2 når jeg nu alligevel er i UK...!

onsdag, februar 14, 2007

Er det mon ved at være tid til at fagbevægelsen vågner op?

Jeg har lige siddet og set lidt DR hvor der var ½ times debat mellem LO og Kristelig Fagbevægelse (KriFa) i anledning af at der er indgået den første overenskomst hvor medlemmer af et LO forbund får bedre vilkår end de medarbejdere som er organiseret i de såkaldte gule fagforbund.

Begrundelsen var at LO jo forhandler alle overenskomster på plads og derfor mener de at KriFa er nogle nassere som lukrerer på aftaler som LO indgår.

Som sådan er det jo heller ikke helt forkert, men så begynder filmen også at knække da det er ret tydeligt at LO ikke vil have noget som helst med "de andre" at gøre.

Det er jo frit hvilken fagforening man vil være medlem af og eksklusivaftalerne er også blevet afskaffet så det skulle man mene ville hjælpe på en accept af andre forbund. Hvad der bare er med til at gøre det mere interessant er udtalelser om at de accepterer at KriFa indgår overenskomster og det bifalder de også da det reelt handler om at der er ordnede forhold for lønmodtagerne.

Det går så helt galt når der så kommer en sag frem fra Silkeborg hvor den lokale 3F afdeling advarer mod en lille anlægsgartner som har tegnet overenskomst med KriFa. Så meget for "at man bare ønsker at sikre ordnede forhold". Forholdene er åbenbart kun ordnede når det er et LO forbund der har indgået aftalen. Eller: "Du kan helt selv vælge farven så længe den er rød"...

Den kære LO repræsentant i debatten kunne da så også lige slutte af med en bredside om at "...LO aldrig kommer til at arbejde sammen med et forbund som blev oprettet for at bekæmpe LO". Det er der også noget ræson i, men COME ON, der er altså sket lidt ting i løbet af de sidste 100 år!

Bevares fagbevægelsen har da stadig sin berettigelse, men var det mon ikke på tide at de vågner op og finder ud af at strejker og blokader ikke ligefrem er vejen frem i dagens Danmark? Grænsen mellem magthavere og "manden på gulvet" er ikke som den var i starten af århundredet hvor fronterne var trukket noget skarpere op.

Det er tid til dialog og ikke kamp. Jo før "Beton-forbundene" indser dette og kommer ind i det 21. århundrede, jo bedre. Så vil de også have noget mere tidssvarende at tilbyde.

mandag, februar 12, 2007

Vinterferie for nogen, men bestemt ikke for alle!

Så kom vi ellers i gang med en ny uge igen, og det efter en både stille og rolig men også begivenhedsrig weekend. Fredag var ganske stille og rolig. Efter en torsdag hvor jeg var til FDF I Fredericia syntes jeg det var på sin plads at slappe af på sofaen i stedet for at lave noget andet. Jeg kendte trods alt programmet for resten af weekenden.

Lørdag var det først lige at smut til Tommerup for at klare lidt FDF sammen med Jesper og derfra til Svendborg hvor hele familien var samlet til Fars fødselsdag. Rigtig hyggeligt som altid.

Søndag var der ikke det store på programmet indtil kl. 18.00 hvor den stod på årets første ræs! Jeg startede på kroen sammen med Martin og Arne hvor vi lige fik lidt at spise inden den gik mod Cikorievej hvor vi får første gang skulle ud og prøve deres nye karts. Der var godt nok forskel og det tog også lige lidt tid inden man havde vænnet sig til at man kunne både styre og bremse uden at det var en kamp!

Resultatet kan vi godt tale om. Der stod Martin på de to første pladser - isæe efter fremragende kørsel af undertegnede i sidste heat hvor både Martin og Arne fik baghjul. Måske også fordi de kørte lidt i vejen for hinanden, men det klager man jo ikke over.

...og nu er det så mandag igen og jeg har nu lige 2½ uge igen inden det er slut med KOMPAN.

onsdag, februar 07, 2007

Nu nummer 3 på Google!

Yessir!!!

Jeg er klatret fra side 5 (dvs. en placering på mellem 50 og 60) til en placering som nummer 3 på Google hvis man søger på Risgaard. Det er slet ikke så tosset og faktisk også en af ideerne med at begynde at blogge lidt mere intensivt. Om det er muligt at komme længere op er lidt af et godt spørgsmål, men det vil tiden vise. Her er beviset i hvert fald.



Jeg er godt klar over at det ikke er det ord med mest konkurrence på, men når jeg kigger på mine statistikker for årets første måned så betyder det altså noget at der sker noget på bloggen. Jeg har haft 249 besøgende i den første måned og til sammenligning havde jeg lidt over 400 i de sidste 4 måneder af 2006.

mandag, februar 05, 2007

Risgaard - Nu med nyt job!

Jeps! Store nyheder...!

Jeg har sagt mit job op hos KOMPAN. Det når at blive til 7½ år på farmen men nu er det også slut. Det har været nogle gode år med mange spændende oplevelser - ikke mindst mine ture til USA og til UK, men her på det sidste er det begyndt at blive mere og mere træls. Samtidig har der ikke været de store udsigter til at tingene blev bedre så jeg har brugt lidt krudt på at søge videre og nu er det så blevet kronet med held.

Den 1. marts starter jeg ved LM Glasfiber i Lunderskov (ved Kolding) som deres nye webmaster! Det lyder til at være et spændende job med masser af nye udfordringer, så jeg glæder mig meget til at komme igang. Den første tid kommer til at handle meget om implementering af et intranet i hele organisationen og den spreder sig over det meste af verden fra Kina over Indien og Spanien til USA og Canada.

Hvad det ellers kommer til at indeholde ved jeg i sagens natur ikke så meget om endnu, men det finder jeg nok ud af.

Det er jo lidt vemodigt at sige farvel til KOMPAN, men så er det heller ikke værre. Der kommer nok lidt mere på bloggen om det når vi kommer tættere på. Der er trods alt det meste af en måned til at det kommer til at ske endnu.

fredag, februar 02, 2007

Wow! Windows Vista...


Lancering af Windows Vista... "The Wow Starts now". Det er noget af en påstand hvis man lige kigge på de herrer på billedet. Der er godt nok ikke meget wow over den flok. Nu bliver det spændende om Vista lever op til sloganet, eller til de 6 inspirerende gutter på billedet!

Nappet fra New York Times...

torsdag, februar 01, 2007

Breaking News! Tortillapriserne eksploderer


Igen er Risgaard bloggen på plads med breaking news og denne gang er det noget af det mest epokegørende og rystende der nogensinde er sket!

Prisen på Tortillas i Mexico er 4-doblet på et par uger - hvordan skal det dog ikke ende?!? Det bliver en trist Cinco de Mayo hvis ikke man får bragt orden på sådan noget rod... :-)

Den er faktisk god nok og minsandten om det ikke er DR som også melder om de store nyheder. Det er da vist lidt tidligt at det bliver agurketid i år...!

Link til DR nyhederne

Har de virkelig ikke noget bedre at få tiden til at gå med? Den slags betalier vi licens til!

onsdag, januar 31, 2007

Så er jeg officielt statistiker

Jep! Der dumpede sør'me lige et brev ind ad døren i dag med besked om at jeg har bestået statistik og det med et fint 10-tal så der er i hvert fald ingen grund til at klage der og jeg er glad for at det er overstået så jeg ikke skal gennem det igen.

Når det så er sagt, så er jeg ret imponeret over at det er lykkedes at bestå et fag hvor jeg ikke fatter en hujende (f-)hat af hvad der foregår og hvis du spørger mig i dag så vil jeg ikke kunne fortælle ret meget om statistik andet end at lire en bunke begreber og udtryk af mig - men bed mig om at forklare hvad det betyder og jeg aner ikke hvad jeg skal svare!

Akademiuddannelserne giver merit for første del af HD men det er da lidt tankevækkende at man kan slæbe sig gennem et fag - få en god karakter - og ikke have fattet en brik! Jeg siger ikke at HD er underlig, men jeg synes dette er pudsigt! Når det så er sagt så er der masser af andre fag som ikke ligefrem er en walk-over så det er nu ikke noget man kommer helt sovende til!

Næste semester står den så på Erhvervsjura og på Erhvervsøkonomi og så bliver det interessant at se hvordan det kommer til at gå når jeg skal til at tage to fag om ugen. Hvis jeg skal på HD så kan jeg jo ligeså godt begynde at vænne mig til det!

Det var så post nummer 15 på Risgaard Bloggen i Januar - endnu en rekord for Januar som også blev den vådeste nogensinde - og her taler vi altså om regnvejr :-)

lørdag, januar 27, 2007

Kim, Kjukken og Koncert

Hmm....KKK....oooh, that's not good....(citat: Krusty the Clown)

Første arbejdsdag i DK i denne uge og bestemt også sidste i denne uge sådan er det jo når man farer lidt rundt. Det blev også til den første koncertoplevelse i år og der var da vældigt. Når jeg skriver at det var vældigt så var det nok mere selskabet som var vældigt end det var selve koncerten.

Billede fra koncerten

Bevares - han spiller da en ordentlig og god omgang musik, men når det så er sagt så er det jo ikke nogen kæmpe oplevelse at se en Kim Larsen koncert. Det er jo "bare" en mand med en guitar på en stor scene som står helt stille og synger i en mikrofon. Nu ved jeg godt at jeg er lidt nøgtern for ret beset så kunne man jo sige det samme om alle musikere men lad nu det ligge.

Fin koncert - manglede lidt flere synge-med-numre når man tager hans repetoire i betragtning men det er nok hvad man kan forvente når der lige er kommet en ny plade og den også skal promoveres.

Efter koncerten tog jeg lige en særdeles hård mavelanding efter at vi muntrede os lidt med at glide om kap på den glatte vej. Einstein her havde så bare ikke lige set et vejbump og så stopper man meget brat! Sådan er det...

Ud over det så var det videre på Den Brølende And og hvis ikke der var sange som man kunne synge med på så kom vi efter det kan man sige! Vildt hyggeligt som altid, og jeg må sige tak for en god aften!

torsdag, januar 25, 2007

Tillykke med fødselsdagen, far! - og så lige lidt om køkultur en onsdag aften i Stansted!

Jeg synes lige det var på sin plads - så var der da i hvert fald noget at skrive om i dag.

Det havde der såmænd også været alligevel og det er faktisk lidt om turen hjem i går.

Først må jeg sige at jeg endnu engang er dybt forundret over at et civiliseret og overvejende fornuftigt folkefærd som danskere har SÅ svært ved at stå i kø! Igen kom eksemplet da vi skulle ombord på flyet. EasyJet kører med "Speedy Boarding" og så boardingrupperne A,B,C,D som så kaldes frem i rækkefølge med A som første gruppe efter dem som har betalt for at komme først ombord (Speedy boarding). Så snart boarding åbner vælter ALLE hen og står i kø og står så tæt at ingen kan komme igennem - og det på trods af at det udtrykkeligt er sagt at det kun er gruppe A som boarder!

Gør dog for H&#/&¤% lidt plads og lyt efter hvad der bliver sagt så kommer alting til at gå meget lettere. Det er ikke bare i lufthavnen men også i tog hvor folk partout skal stille sig LIGE uden for døren så dem som skal af ikke har en chance for at komme ud!

Spiller jeg lidt hellig? Måske, men jeg tror oprigtigt på at verden ville blive et mere rart sted hvis man viste lidt mere hensyn til hinanden. Vi skal jo nok nå det!

Det var dagens vredesudbrud :-)

Ud over det skal der da også lige lyde en ros til EasyJet over at de fandt et nyt fly frem så vi ikke skulle vente 2½ time på at den oprindelige maskine kom fra München. Jeg talte kort med to i toget som kom fra hhv. Warszawa og Stuttgart og der var snekaos begge steder. At EasyJet så ikke havde noget spiseligt eller drikkeligt i flyet var til at leve med når alternativet var at vente 2½ time i en "spændende" lufthavn.

onsdag, januar 24, 2007

MMMMMmmmm... Starbucks...

Så sidder man i lufthavnen igen. Stort set ingen trafik så jeg har masser af tid i dag så nu sidder jeg på Starbucks og får en Machiato og lytter til noget mystisk reggae-musik! Synes ikke helt musikprofilen passer med hvad Howard Schultz skriver i hans bog "Pour your Heart into it". Det er historien om Starbucks og jeg skal være ved at hvis jeg skal anbefale en selvbiografi/business-bog så kan jeg ikke give den bedre anbefalinger. Det er simpelthen en fornøjelse at læse den historie og man får i hvert fald et andet syn på den der lille kaffebiks fra Seattle!

Dagen i dag startede med at jeg kunne vågne op til en gang snevejr. Det var så første gang i år, men det er sikkert ikke sidste. Heldigvis var det ikke så voldsomt at det kom til at betyde noget, men jeg havde da mine bange anelser om snekaos på M1 da jeg skulle til lufthavnene men det var 100% ubegrundet. Ud over det så har vi fået lagt en snedig plan for KOMPAN og det bliver faktisk ret spændende at se hvor meget som kommer igennem.

I morgen fortsætter den ret hektiske uge jeg har gang i hvor den først står på møde i Bjerringbro hvor jeg skal være kl. 9.00 (Gisp!) og bagefter så er det fødselsdag i Langeskov som er på programmet og så tror jeg at jeg er færdig for den dag!!

Nu vil jeg så smutte på Pret A Manger og finde en sandwich til flyet og så ellers vende snuden mod Danmark igen.

tirsdag, januar 23, 2007

Risgaard blogging from the UK

Jeg er lige i England et par dage for at bruge lidt tid sammen med mine kolleger her. Turen hertil gik nogenlunde bortset fra at vi var 1½ time forsinket fra København pga. snevejr. Først bare fordi der var kø ved isfjerneren - så brød skidtet sammen og vi måtte vente endnu længere, men det lykkedes da til sidst.

Ellers var resten af turen ganske begivenhedsløs som sådan nogen jo helst skal være og jeg håber da at det kommer til at vare ved når jeg skal hjem i morgen.

Jeg har fået min yndlingsbil at køre i - dvs. en Renault Clio - dog skal det lige siges at det er en 2006 model og den er betydeligt bedre end de modeller jeg tidligere har haft at trille rundt i så det er jo også positivt nok.

fredag, januar 19, 2007

Bluesmusik og madopskrifter

Overskriften er nok lidt underlig men der er en ganske fornuftig forklaring og det er ikke at Mr. Risgaard har fået fis i kasketten - i hvert fald ikke mere end sædvanligt!

Først vil jeg da lige reklamere for en CD som jeg lige har fået fingrene i. Denne gang er det Slowhand himself aka. Eric Clapton som jo udkom med et album sidste år sammen med en gut ved navn JJ Cale. Titlen på albummet er "The Road to Escondido" og det er endnu en anbefaling herfra - især hvis man kan lide bluesmusik og det kan jeg helt sikkert. Faktisk er det sjovt at høre hvor langt rundt i musikkens forskellige genrer de to herrer kommer uden at det dog bliver et underligt sammensurium. Selv countryen bliver flettet ind som sidste skæring på skiven "Ride the River" og det er egentlig ganske vellykket.

Jeg kan ikke sige andet end at jeg igen er blevet imponeret over Eric Clapton og hans talent. En rigtig fin plade hvor man kan høre alle numre (hvis man kan lide genren) uden at der dog er en som stikker langt ud fra de andre.

...og hvor kommer madopskrifterne så ind i billedet? Joh... Jeg sad lige og kiggede lidt efter lidt opskrifter til weekendens møde i Litteraturforeningen for lige at få lidt inspiration. En af de ting jeg var på jagt efter var en opskrift på hvordan man behandler Foie Gras. Den fandt jeg så, efter at have Googlet det, på en privat hjemmeside for en gut ved navn Jens Hørup. Navnet virkede bekendt og minsandten om lidt nærmere undersøgelser ikke viste at Jens har arbejdet for Creuna og var med til at udvikle den første generation af KOMPANs Synkron website så vi har faktisk arbejdet lidt sammen for en 3-4 år siden.

Verden er lille - også onlineverdenen!!

Jens, skulle du finde vej til denne post ad den ene eller anden vej, så tak for opskriften :-)

torsdag, januar 18, 2007

Et tog med Bjørn på!

Nu har jeg set på Højmarks hjemmeside at de har en bavian og nu er den zoologiske afdeling åbenbart blevet udvidet med lidt flere og måske lidt mere almindelige bjerg-dyr.

Her er i hvert fald officielt bevis for at der er landet en Bjørn i Østrig. Jeg har hørt at den skulle husere i og omkring Zell-am-See. Kan formentlig kendes på kameraet... :-)

På skiferie med alpetoget - Artikel fra Ringkøbing Amts Dagblad

Hvad sker der ellers i Ringkøbing? Ifølge avisen er det hotteste emne nok om Landbobanken må bygge en gangbro over gågaden! Jow-jow - der er nok til at optage sindene i det vestjyske, men den spændende afgørelse kommer vi til at vente på :-)

onsdag, januar 17, 2007

Blogs, links og andre nørderier

De sidste par aftener har jeg brugt lidt tid på at kigge lidt rundt på internettet for at se hvad der sker og om der er noget nyt. Noget jeg ikke har gjort i nogen tid, men i kraft af mit daglige arbejde med internettet er det både en professionel og privat interesse at følge med i dette.

Det som slår mig er at det her blogging fænomen er ganske om-sig-gribende. Der er snart ikke en person med respekt for sig selv som ikke har en blog - i hvert fald ikke i online- og medieverdnen. Det er der måske heller ikke noget at sige til, men hold kæft hvor er der også meget nonsens!

Jeg siger ikke at Risgaard bloggen her ikke er nonsens - det er det måske for nogen, men personligt ser jeg det dels som mit eget lille forsøg på at komme ind i "blogosfæren" og dels som et lille forsøg for at se hvor højt det kunne lade sig gøre at komme op på Google - bare ved en lille indsats. Det er noget med optimering og PageRank, men mere om det ved en anden lejlighed...

Hvad har jeg så fundet ud af? Det er et stort spørgsmål og ikke sådan lige at svare på, men jeg vil komme med lidt eksempler på ting og sider som har fanget mig her på det seneste. Det meste er på engelsk - så er advarslen lige givet.

I går (alt for sent) faldt jeg over en blog af en gut som hedder Scott Adams. For dem som ikke lige siger "aaaahh..." ved første øjekast kan jeg sige at det er tegneren af Dilbert og den mand er morsom! Han skriver en gang om dagen om et eller andet og jeg har faktisk lagt hans blog her på siden - se nederst i højre kolonne. Du kan også finde ham her The Dilbert Blog.

En anden pudsig ting, og noget som grænser til det lidt ligegyldige, er der også Business Week som har en blog om blogging. Lyder lidt mystisk, men det er faktisk et godt sted at følge med i hvad der rør sig og hvad den der blogosfære er for en størrelse.

TV2 hører også til dem som gør en indsats for bloggingen og det ser faktisk ret godt ud. Jeg har selv leget lidt med det. Der er også mange værter som har en blog og selv er jeg faldet (måske meget naturligt) over NFLming (Claus "vild med dans" Elming) og Falkeøjes (Jimmy Bøjgaard) blogs - nok mest fordi de handler om NFL.

Ud over disse kan jeg da nævne et par stykker som jeg synes er fine, men de er måske lidt fagspecifikke inden for marketing. Den ene er Seth Godin (tidl. marketingchef for Yahoo!) og den anden er Martin Thorborg som skriver om lidt af hvert, men med den sædvanlige "in your face" attitude hvilket ofte er en fin twist på tingene. Endelig er der Malcolm Gladwell, men jeg skal indrømme at det til tider er lidt tung læsning - dog kan det være med til at sætte tanker i gang hos enhver.

Sidst men ikke mindst vil jeg lige nævne www.netvibes.com som er intet mindre end genialt! Nørden vil sige at det er en flot kombination af Web 2.0, AJAX og RSS og sikkert også andre forkortelser. Jeg vil derimod kalde det revolutionerende. Det handler basalt set om at du nu har et sted hvor du kan samle nyheder, mails, søgninger, vejrudsigter, mv. Du får det hele leveret opdateret og behøver således ikke at besøge 20 hjemmesider. Ret smart.

...det er nok ikke sidste gang jeg har skrevet om Netvibes, men det her var vist nok nørderier for en aften. Vil du vide mere om hvad jeg kigger på så smut forbi Risgaards Del.icio.us side - her er genveje til sites som jeg er faldet over og har gemt af den ene eller anden grund...

tirsdag, januar 16, 2007

Har KC Storkøb fundet en ny niche???


Pudsigt med de skilte man finder på mure rundt om i Odense - dette hænger i Thrige-firkanten...

...og ja - der er en fornuftig forklaring, men jeg mener nu stadig at navnet kunne være mere velvalgt! :-)

søndag, januar 14, 2007

Bye Bye Hawks

Så blev det slut på årets NFL sæson for Seattle Seahawks. Et snævert nederlag til Chicago Bears blev det til og det var så det. Skal jeg være helt ærlig er jeg faktisk overrasket over at det blev så jævnbyrdigt som det endte med at blive, men under alle omstændigheder bliver det så ingen gentagelse af sidste års Superbowldeltagelse. I skrivende stund er der gang i 1. quarter af aftenens anden kamp mellem New England Patriots og San Diego Chargers og jeg sidder og holder med Patriots. Skulle jeg "drømme om" en superbowl så er mit ønske-scenarie som det ser ud i dag Indianapolis Colts mod Patriots men de er jo i samme conference så det kommer ikke til at ske, men måske kommer de til at mødes i næste weekend og så må jeg "nøjes" med det.

Min weekend har ellers stået i eksamensforberedelsernes tegn. I morgen går det løs med det store statistikræs og jeg håber det bliver vel overstået. Eller for at sige det som det er så gider jeg ikke have mere statistik i meget lang tid. Det er simpelthen ikke mig! Det bliver første gang hvor jeg går til en eksamen og må indrømme at jeg ikke fatter en meter af hvad det er vi har lært.

Nu håber jeg så bare på at der ikke er blevet lavet om på eksamensopgaverne! Hvis der er så har jeg meddelt at jeg rejser mig og går hjem :-)

Jeg har også været ude og løbe en tur i går - for første gang i meget lang tid. Tiden taler vi ikke om da formen ikke ligefrem er der og jeg kan også hilse og sige at jeg godt kan mærke mine ben i dag, men det kommer nu ikke som den helt store overraskelse.

Næste weekend står den på den årlige generalforsamling i Litteraturforeningen. Det bliver her i Odense så det skal nok gå hen og blive vældig hyggeligt. Det plejer det i hvert fald at være, men mere om det senere.

fredag, januar 12, 2007

Risgaard bloggen - god for et grin

Så er der igen nyt på Risgaard bloggen og denne gang er det ikke bare tekst. Nu er det også muligt at få dagens grin nederst på siden. Det er godt nok på engelsk og måske lidt nørdet, men til tider ganske morsomt.

Tegningerne kommer fra bLaugh.com.

tirsdag, januar 09, 2007

Så kan der kommenteres på Risgaard bloggen

Normalt er det muligt for andre at kommentere på de ting der nu bliver skrevet om på en blog. Det har jeg haft slået fra da jeg havde lidt rigeligt med besøgende fra forskellige mærkværdige online kasinoer og lignende som ser det som en gylden mulighed for at hive lidt flere besøgende ind. Nu prøver jeg dog lige igen for at se hvad det kan bringe med sig. Jeg håber det kan hjælpe med en bedre PageRank på Google, men det vil som sagt vise sig...

Ud over det er den seneste store begivenhed weekendens julefrokost på Langeskov Kro! Det var rigtig hyggeligt og havde da også alle de ingredienser som en rigtig julefrokost skal have. Det eneste som der måske ikke var så meget af var snaps, men det gør nu heller ikke det store. Der var i hvert fald masser af andre giftigheder!

Søndag stod på lidt statistik og jeg indrømmer gerne at jeg ikke ligefrem var den mest friske person sådan ud på eftermiddagen, men der blev da lavet lidt udregninger så det var heller ikke så dumt. Jeg er i hvert fald ganske fortrøstningsfuld med hensyn til den kommende eksamen som nok skal blive vel overstået.

Herefter er det i gang med et par nye fag og det bliver Erhvervsøkonomi og Global Økonomi. Det er første gang jeg tager to fag på en uge, men det er jo noget man ligeså godt kan vænne sig til hvis alt går efter planen og jeg starter på HD 2. del om ca. 1½ år.

Slutteligt skal jeg jo lige kommentere på NFL - jeg kan jo ikke lige lade være! Seattle Seahawks er videre på vejen mod Super Bowl med en fin sejr over Dallas Cowboys, men næste weekend venter så Chicago Bears og de er ikke gået i hi endnu så det bliver spændende!

fredag, januar 05, 2007

Undervisningsmaterialer og Dansk Folkeparty - My two cents...

Sakset fra dagens debat om hvorvidt forfattere må give udtryk for i deres bøger:

"Dansk Folkeparti har i sin korte historie især fundet en platform i dansk politik på indvandrerspørgsmålet og en nationalistisk profil, der kan appellere til de danskere, der søger tilflugt i drømmen om det nationale fællesskab omkring den svalende Tuborg i kolonihavehuset."

Er det en personlig holdning eller bare en pragmatisk anskuelse af DF. I alle kampagner og generel fremtoning i medierne (og andre steder) efterlader DF ingen tvivl om at deres mærkesager er udlændingepolitik og så bliver der i stort set alle tilfælde anlagt en nationalistisk vinkel på tingene. Husk blot på EU afstemningerne hvor de havde stor succes med at slå på at vi ville miste vores danske identitet og hvor de brugte vores danske kroner som eksempel. Uanset om man synes om det eller ej så er det noget der virker. Tal til folks følelser og det er så uendeligt svært at komme med saglige argumenter som kan tilbagevise "anklagerne".

Der er mange flere eksempler på dette og jeg mener bare at det viser at forfatteren til citatet ikke rammer helt forkert. Det er jo ikke sådan at de ligefrem fornærmer DF - betragtningen er måske lige generel og unuanceret vil nogen sige, men det mener jeg bestemt også at der skal være plads til.

Bertel Haarder har åbenbart en anden holdning, og det skal han have lov til - men spis nu lige brød til!

Artikel i Jyllandsposten

torsdag, januar 04, 2007

Cinnamon Sound

Så har man hørt det med! Julebagningen påvirker miljøet... Hmmm... I hvert fald er det blevet bevist at der et højere indhold af Kanel og Vanilie i Puget Sound (ud for Seattle) her efter julen end der er normalt. Endnu en af dem hvor man undrer sig over hvem der sidder og roder med den slags undersøgelser.

Se det fra den positive side: Der kunne jo opstå en helt ny niche for fiskerne - tænk sig fisk med kanelsmag. De har jo nærmest levet i lagen!!!

Læs hele artiklen her (på engelsk):
http://news.yahoo.com/s/ap/20061227/ap_on_sc/cinnamon_sound

tirsdag, januar 02, 2007

Så blev det 2007

...og jeg kom godt ind i det med alle fingre og tæer i behold. Nytåret blev skudt ind i Århus sammen med 9 andre - det hele hos Tine og Gregers. Tak for en hyggelig aften - og jeg håber at det lykkedes at komme af med konfettien igen :-)

Konfetti-Gregers...

Egentlig var det en fin dag som startede med at jeg sov lidt længe og så var jeg ellers med toget hvor jeg mødtes med Henrik og hans naboer Anders og Britt som skulle til Vejle for at fejre nytåret. Vi ankom i fin stil i Århus ca. 16.00 og derefter var der lige tid til et stop ved Kristian og Louise (hvor vi også overnattede) inden turen gik videre til aftenens festligheder.

Selve festen er der ikke så meget specielt at melde om andet end god mad og muntert lag som man siger og som sådan noget måske bør være.


Jesper, Gregers og en rulle orange tape...!

Til midnat stod det ned i stænger så det var nok ikke så dumt at der ikke var nogen som havde investeret i noget fyrværkeri. I stedet kunne vi så kigge på spritmanequinerne ved siden af som havde masser og gladeligt væltede rundt ude i regnen. Vi var i seng ved 4-tiden - nogen lidt før...

Kaptajn Pille i topform!

Nytårsdag var det op og så ellers bare retur til Odense hvor det meste af dagen blev brugt på sofaen kun lige afbrudt af et lille besøg på Canton Grill!

Nu har vi så overstået jul og nytår, og Ida og Palle har fået hinanden i Krøniken så er der jo ikke meget mere at sige end at vi ligeså godt kan komme tilbage i den gode gamle trummerum med lidt arbejde og lidt skole. I aften har vi klaret den (måske) sidste gang statistik inden spørgetime og eksamen så det er ikke så dumt.

I morgen står den så på trykstart i Århus så der ved jeg nok hvad jeg skal få dagen til at gå med.