onsdag, november 15, 2006

Risgaard - for tiden arbejdsramt

Vi er jo midt i højsæsonen i en Marketing afdeling så der sker ikke lige så meget for tiden ud over arbejde. Det er der til gengæld også masser af!

Med andre ord er der ikke så meget nyt at melde om i denne uge. Nu ser jeg frem til weekendens landsmøde med FDF. Det bliver nu ganske interessant at se hvad det er for en størrelse eftersom jeg ikke har været med før. Jeg har godt nok ikke de store forventninger, men mere om dette senere når jeg har prøvet foreningsdemokratiet virke på min egen krop!

Måske er det meget passende at skulle ud at køre gokart søndag aften så nogle af agressionerne kan komme ud igen :-)

torsdag, november 09, 2006

I fint selskab...

Som jeg skrev i går skulle jeg på konference i dag og jeg lovede at jeg ville skrive lidt og det holder jeg - ganske i tråd med al dagens snak om at man skal "overdeliver and underpromise" (overlevere og "underlove" - er det mon et ord?).

Dagens første overdelivery var lidt tilfældig men ikke desto mindre ganske sjov og faktisk også baggrunden for dagens overskrift.

Navneskiltene var ordnet alfabetisk og det faldt så heldigt ud at "Martin Risgaard Rasmussen" havnede akkurat mellem "Martin Lindstrøm" (Brand"guru" og forfatter af bogen BRANDsense m.fl.) og "Martin Thorborg" (Stifter af Jubii, SpamFighter, mv.). En lille ting og det lyder lidt wannabe-agtigt, men det er nu lidt fedt at se sit navn ved siden af en af verdens største marketing autoriteter og en af Danmarks mest kendte IT-iværksættere. Min første tanke var i hvert fald "Lindstrøm...Risgaard...Thorborg....DAMN! Du er sq kommet i godt selskab!!" :-)

Senere på dagen stødte jeg på min gamle klassekammerat fra HS, Kenneth Bon, som nu er rykket til Århus efter nogle år i København. Ganske hyggeligt lige at mødes med en man ikke har set i noget der ligner 7 år.

Selve konferencen vil jeg ikke uddybe i detaljer her, men et lille kort resume er på sin plads. Det kan være lidt nørdet for de uindviede, men jeg skriver alligevel navne mv. kan googles for mere information. Første indlæg var omkring "Personas" og blev holdt af Tamara Adlin fra USA. Personas handler populært sagt om at sætte et ansigt og en personlighed på ens kunder. En ret interessant tanke og også et interessant og super-sjovt indlæg. Dette blev efterfulgt af Benjamin Gundgaard som også stod bag konferencen. Ikke så givende og måske en lille smule salgsmindet, men sådan er det!

Efter en lille pause stod den på dagens ringeste indlæg fra Rodrigo Madanes fra Skype som fortalte lidt om hvordan de arbejder. Det eneste jeg tog med derfra var udtrykket "IMing" som i "The other day I was IMing a friend" (IM=Instant Messenging).

Frokost og så lidt (gammelt) nyt fra Google. Derefter The Lindstrom Roadshow. Jeg har længe haft mine reservationer om Martin Lindstrøm og de som kender mig ved at jeg har omtalt ham som en omgang varm luft. Det er muligvis rigtigt, men han gør det godt og man får pillet lidt ved sit fundament! Jeg har opjusteret ham til "neutral" for at bruge et ord fra aktieverdnen. At han er en fænomenal foredragsholder gør så bare at han 112% sikkert er et besøg værd!

Sidste punkt på dagen var Martin Thorborg og det var interessant på en hel anden måde. Ærkekøbenhavnsk, Politisk ukorrekt og 180 km/t derudad og det blev på ingen måde og på intet tidspunkt kedeligt.

...og hvad kan man konkludere ovenpå sådan en dag? Skal du arbejde med kundeoplevelser online så ved du det meste i forvejen. En masse fodfejl begås fordi man indgår kompromisser i tekniske løsninger og man tror at kunderne ved en hel masse i forvejen. FAKTUM! Kunden er et dumt dyr som skal have alt serveret på den mest transparante og lettest tilgængelige måde. På den måde rammer du alle - både ham der besøger din hjemmeside første gang og ham der har været på nettet siden 1994 (og i offline verdenen svarer det til at have læst aviser siden 1600-tallet).

Efter konferencen var det hjem igen og det mest underholdende var nok en småsur DSB stewardesse som lod hendes dårlige dag gå ud over pasagererne på en måde så alle fik et godt grin.

Derefter var det i skole og lære noget mere statistik og det var den dag... Så har jeg også lært af mine to navnebrødre at man skal slutte af med et citat så det vil jeg også gøre - denne gang sagt af Tom Cruise i filmen "Vanilla Sky" (Anbefales kraftigt, men se den to gange - du vil forstå den bedre anden gang):

"If you can reach one person... [chances are you can reach many more]"

...og det sammenfatter faktisk essensen af en lang dag.

onsdag, november 08, 2006

Bye Bye Bush

Så kom dagen hvor Bush fik et ordentligt hak i tuden - og hvad kan vi så bruge det til i Danmark? Nok ikke så meget, men mon ikke det er et lille skridt på vejen mod et lidt mindre krigerisk USA? - Det vil jeg i hvert fald håbe på.

Det blev også dagen hvor OB (igen) slog Brøndby og nu er videre i landspokalturneringen. Det er til gengæld noget vi kan glæde os over i Odense. Hvordan de tager det i Brøndby kan man jo kun gætte på, men det er nok ikke særlig pænt!

Den forløbne uge har egentlig været ganske hektisk. Torsdag var jeg i Århus til seminar det meste af dagen og fredag stod den så på "teambuilding". Det var nu mere et hyggearrangement med afdelingen og det er der vel også noget "teambuilding" i - men når det så er sagt så mener jeg godt nok at det er et meget misbrugt ord i det danske sprog sådan lige for øjeblikket. Når jeg så er blevet færdig med mit ordkløveri så kan jeg konstatere at det faktisk var en rigtig hyggelig tur til Faaborg. Vi var ved Dorthe som lagde lokaler til - eller det vil sige at det var mest firmaet Hildebrandt og Brandi som lagde hus til eftersom vi brugte en del af deres kursusfaciliteter.

Om aftenen stod den så på mad over bål. Der kom en kok med lidt råvarer og et par bål og så var det ellers bare i gang med at lave vores egen aftensmad. Det var faktisk slet ikke så dumt - og at maden var god var så bare et ekstra plus! Efter en hyggelig aften var det i seng og så var det retur til Odense lørdag.

Søndag stod den så på tarteletdag på Langeskov Kro og det var også rigtig hyggeligt. Vi fik hvad vi kunne spise af tarteletter og lidt Stenøl til - fantastisk drik i øvrigt. Den kom fra Thisted Bryghus og ligner egentlig mest en belgisk Dubbel i smagen - slet ikke tosset! Jeg havde så valgt at tage cyklen hvilket var fint derud da der var medvind, men det betyder så også at der er 16 km med modvind den anden vej, men jeg kom da frem og tilbage i fin stil.

Ellers er ugen gået med det sædvanlige arbejde. Masser af møder og udsigten for resten af ugen ser ud til at stå på det samme. I morgen ser jeg lidt frem til da jeg skal til København på konferencen "Customer Experience" hvor talerrækken bla. indeholder Martin Lindstrøm og Martin Thorborg. Mere om det senere - måske på en af de andre blogs jeg har...

fredag, november 03, 2006

Stadium Arcadium

Så har jeg hørt det nye album med RHCP og det er jo ikke mindre end fantastisk! Især CD 1 (Jupiter) er genial. Mit favoritnummer er nok "Slow Cheetah".

Jeg kender ikke så meget til dem, men det er deres lyd og måske også lidt mere afdæmpet end nogle af deres hits og det er bestemt ikke skidt. Dejlig lyd og helstøbt album. Det må blive "en stor 5-tal" herfra.

Nu har jeg investeret i BloodSugarSexMagik og så må vi se hvad det er for noget. Jeg begynder i hvert fald at glæde mig til at komme til koncert med dem.

onsdag, november 01, 2006

Vi' Super-Super-Super-Super-Super FCK

SÅDAN!!! 1-0 over Man United! Det er jo helt vildt - og rigtig fedt for dansk fodbold...

Verge og Frimann sammenligner det så med OBs 2-0 sejr over Real Madrid på Bernabeu. Den mener jeg så stadig er større sammen med B1903s 6-2 sejr over Bayern München - men denne tager da en klar 3. plads blandt de største resultater for dansk fodbold i de sidste 20 år! Stort!!!