Så kom dagen hvor Bush fik et ordentligt hak i tuden - og hvad kan vi så bruge det til i Danmark? Nok ikke så meget, men mon ikke det er et lille skridt på vejen mod et lidt mindre krigerisk USA? - Det vil jeg i hvert fald håbe på.
Det blev også dagen hvor OB (igen) slog Brøndby og nu er videre i landspokalturneringen. Det er til gengæld noget vi kan glæde os over i Odense. Hvordan de tager det i Brøndby kan man jo kun gætte på, men det er nok ikke særlig pænt!
Den forløbne uge har egentlig været ganske hektisk. Torsdag var jeg i Århus til seminar det meste af dagen og fredag stod den så på "teambuilding". Det var nu mere et hyggearrangement med afdelingen og det er der vel også noget "teambuilding" i - men når det så er sagt så mener jeg godt nok at det er et meget misbrugt ord i det danske sprog sådan lige for øjeblikket. Når jeg så er blevet færdig med mit ordkløveri så kan jeg konstatere at det faktisk var en rigtig hyggelig tur til Faaborg. Vi var ved Dorthe som lagde lokaler til - eller det vil sige at det var mest firmaet Hildebrandt og Brandi som lagde hus til eftersom vi brugte en del af deres kursusfaciliteter.
Om aftenen stod den så på mad over bål. Der kom en kok med lidt råvarer og et par bål og så var det ellers bare i gang med at lave vores egen aftensmad. Det var faktisk slet ikke så dumt - og at maden var god var så bare et ekstra plus! Efter en hyggelig aften var det i seng og så var det retur til Odense lørdag.
Søndag stod den så på tarteletdag på Langeskov Kro og det var også rigtig hyggeligt. Vi fik hvad vi kunne spise af tarteletter og lidt Stenøl til - fantastisk drik i øvrigt. Den kom fra Thisted Bryghus og ligner egentlig mest en belgisk Dubbel i smagen - slet ikke tosset! Jeg havde så valgt at tage cyklen hvilket var fint derud da der var medvind, men det betyder så også at der er 16 km med modvind den anden vej, men jeg kom da frem og tilbage i fin stil.
Ellers er ugen gået med det sædvanlige arbejde. Masser af møder og udsigten for resten af ugen ser ud til at stå på det samme. I morgen ser jeg lidt frem til da jeg skal til København på konferencen "Customer Experience" hvor talerrækken bla. indeholder Martin Lindstrøm og Martin Thorborg. Mere om det senere - måske på en af de andre blogs jeg har...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar