torsdag, november 09, 2006

I fint selskab...

Som jeg skrev i går skulle jeg på konference i dag og jeg lovede at jeg ville skrive lidt og det holder jeg - ganske i tråd med al dagens snak om at man skal "overdeliver and underpromise" (overlevere og "underlove" - er det mon et ord?).

Dagens første overdelivery var lidt tilfældig men ikke desto mindre ganske sjov og faktisk også baggrunden for dagens overskrift.

Navneskiltene var ordnet alfabetisk og det faldt så heldigt ud at "Martin Risgaard Rasmussen" havnede akkurat mellem "Martin Lindstrøm" (Brand"guru" og forfatter af bogen BRANDsense m.fl.) og "Martin Thorborg" (Stifter af Jubii, SpamFighter, mv.). En lille ting og det lyder lidt wannabe-agtigt, men det er nu lidt fedt at se sit navn ved siden af en af verdens største marketing autoriteter og en af Danmarks mest kendte IT-iværksættere. Min første tanke var i hvert fald "Lindstrøm...Risgaard...Thorborg....DAMN! Du er sq kommet i godt selskab!!" :-)

Senere på dagen stødte jeg på min gamle klassekammerat fra HS, Kenneth Bon, som nu er rykket til Århus efter nogle år i København. Ganske hyggeligt lige at mødes med en man ikke har set i noget der ligner 7 år.

Selve konferencen vil jeg ikke uddybe i detaljer her, men et lille kort resume er på sin plads. Det kan være lidt nørdet for de uindviede, men jeg skriver alligevel navne mv. kan googles for mere information. Første indlæg var omkring "Personas" og blev holdt af Tamara Adlin fra USA. Personas handler populært sagt om at sætte et ansigt og en personlighed på ens kunder. En ret interessant tanke og også et interessant og super-sjovt indlæg. Dette blev efterfulgt af Benjamin Gundgaard som også stod bag konferencen. Ikke så givende og måske en lille smule salgsmindet, men sådan er det!

Efter en lille pause stod den på dagens ringeste indlæg fra Rodrigo Madanes fra Skype som fortalte lidt om hvordan de arbejder. Det eneste jeg tog med derfra var udtrykket "IMing" som i "The other day I was IMing a friend" (IM=Instant Messenging).

Frokost og så lidt (gammelt) nyt fra Google. Derefter The Lindstrom Roadshow. Jeg har længe haft mine reservationer om Martin Lindstrøm og de som kender mig ved at jeg har omtalt ham som en omgang varm luft. Det er muligvis rigtigt, men han gør det godt og man får pillet lidt ved sit fundament! Jeg har opjusteret ham til "neutral" for at bruge et ord fra aktieverdnen. At han er en fænomenal foredragsholder gør så bare at han 112% sikkert er et besøg værd!

Sidste punkt på dagen var Martin Thorborg og det var interessant på en hel anden måde. Ærkekøbenhavnsk, Politisk ukorrekt og 180 km/t derudad og det blev på ingen måde og på intet tidspunkt kedeligt.

...og hvad kan man konkludere ovenpå sådan en dag? Skal du arbejde med kundeoplevelser online så ved du det meste i forvejen. En masse fodfejl begås fordi man indgår kompromisser i tekniske løsninger og man tror at kunderne ved en hel masse i forvejen. FAKTUM! Kunden er et dumt dyr som skal have alt serveret på den mest transparante og lettest tilgængelige måde. På den måde rammer du alle - både ham der besøger din hjemmeside første gang og ham der har været på nettet siden 1994 (og i offline verdenen svarer det til at have læst aviser siden 1600-tallet).

Efter konferencen var det hjem igen og det mest underholdende var nok en småsur DSB stewardesse som lod hendes dårlige dag gå ud over pasagererne på en måde så alle fik et godt grin.

Derefter var det i skole og lære noget mere statistik og det var den dag... Så har jeg også lært af mine to navnebrødre at man skal slutte af med et citat så det vil jeg også gøre - denne gang sagt af Tom Cruise i filmen "Vanilla Sky" (Anbefales kraftigt, men se den to gange - du vil forstå den bedre anden gang):

"If you can reach one person... [chances are you can reach many more]"

...og det sammenfatter faktisk essensen af en lang dag.

Ingen kommentarer: