søndag, september 11, 2011

Lidt sørgelig valgmatematik

... og lidt Refleksioner over en nyligt overstået TV debat

Et lille regnestykke:

Danskere i alt: 5,5 mill
Danskere på overførselsindkomst: 2 mill
Ansatte i den offentlige sektor: 800.000
Danskere under 15 år: 1,5 mill

5,5 - 2 - 0,8 - 1,5 = 1,2 mill

1,2 millioner danskere - så mange er der til at betale for hele gildet. Jeg synes det er tankevækkende at der ikke er nogen som har bragt dette faktum ind i valgkampen og jeg har tænkt lidt over hvordan det nu er det kan være da det, i min optik, næsten skriger til himlen at der er noget galt her.

Vi har, utvivlsomt, verdens bedste sociale sikkerhedsnet, og vi har også råd til at du kan forlade arbejdsmarkedet når du fylder 60. Herligt! Det betyder at de få betaler til de mange, og det er der ikke noget galt i så længe tingene hænger sammen, og det er jo netop det som den progressive beskatning/omfordeling er med til at få til at fungere.

Nu er jeg ikke ekspert udi statistik og samfundsforhold, men jeg vil tro at dette 'problem' ikke er opstået fra dag til dag. Det er ikke Lars Løkke, Anders Fogh eller Poul Nyrup som skal have skylden. Det vil sige de skal OGSÅ have skylden. Mange årtiers overbud og løfter om bedre og bedre service, og i det seneste årti mere og mere kontrol med den bedre og bedre service har resulteret i større og større omkostninger og nu er vi nået et punkt hvor det bare ikke hænger sammen mere.

Og hvorfor spiller dette ikke en større rolle i debatten? Personligt tror jeg at det handler om stemmetal. Det er MEGET sjovere at love forbedringer af dette og hint end det er virkelig at tage fat hvor det gør ondt. Måske ved de kære politikere det godt, men det er lettere at tale om 12 minutter, eller hvordan det hele ser ud i 2020, end at lave et simpelt regnestykke som viser at der er noget HELT galt, men hvis du har politiske ambitioner så kan du da ikke tillade dig at tale 2,8 millioner - over 50% - vælgere midt i mod - det er da klart. Soleklart.

Det lyder som et kampvalg i fodboldklubben med to grupperinger, men det er jo meget mere alvorligt. Det handler om at lede vores land, om ansvarlighed, om upopulære beslutninger, om ægte lederskab. Findes det hos de blå? De røde? Eller er der brug for et meget mere fundamentalt opgør med hvordan Danmark ser ud som samfund?

Personligt tror jeg på det sidste - desværre....

Ingen kommentarer: