søndag, september 24, 2006

Bold i Brum.

Under en uge til jeg kommer retur til Danmark og jeg har brugt det meste af dagen på at pakke og rydde op i alt det skrammel man når at få raget til sig på 6 måneder. Nu er jeg så nået så langt at det hele ser ganske fornuftigt ud og jeg forhåbentlig kan have det hele med mig hjem.

Alternativet er at jeg enten sender det eller lader det blive her til jeg kommer igen. Der er nemlig noget der tyder på at jeg skal herover igen en smuttur inden årets udgang, men det er ikke på plads endnu.

Ud over det gik dagen i går med en lille tur til Birmingham (Eller "Brum" som byen hedder på den lokale dialekt som i øvrigt er ganske uforståelig!). Dels for at se hvor langt der er til lufthavnen og hvor let den er at finde og dels for at se fodbold. Jeg kørte hjemmefra kl. ca. 10.15 og efter ca 1½ time var jeg ved lufthavnen så det var lige efter bogen. Trafikken var ikke voldsom men der var dog lidt, men eftersom jeg regner med at køre ca. 2 timer tidligere næste lørdag regner jeg ikke med at det bliver noget problem.

Efter lufthavnen var det så afsted mod Villa Park, men jeg havde en lille plan om at komme ind til byen også. Derfor havde jeg lige lavet lidt research omkring byen og fundet ud af at der kører noget der ligner et S-tog ud til stadion. Det betød så at jeg - trods advarsler om at Birmingham er umulig at køre rundt i - trillede ind til byen og fandt et parkeringshus uden de store problemer. Derefter var det rundt i midtbyen og kigge lidt på den.

Birmingham regnes som oprindelsesstedet for den industrielle revolution (dampmaskinen og alt det der) bla. takket være en Hr. James Watt som huserede i byen sådan cirka for 150 år siden. Det betyder at der er en masse fabrikker og en masse gammelt skidt og faktisk er forstæderne ikke specielt charmerende for at sige det pænt og efter hvad jeg kan forstå bar byen også haft noget af et blakket ry i mange år. Jeg kan så hilse og sige at midtbyen er et besøg værd hvis man kan lide at shoppe! Der er ikke de store seværdigheder, men bymidten er fyldt med butikker og faktisk rigtig hyggelig - på trods af at det er Englands eneste million-by ud over London.

Efter at have futtet rundt i et par timer der så var det til fodbold. 15 minutter med toget fra Birmingham New Street til Witton (£1,40 for en retur) og så 5 minutters gang til Villa Park - let og enkelt. Jeg fandt min plads og var klar til opgøret Aston Villa - Charlton FC - og det med alle Charlton fans lige til venstre for mig! Kampen var egentlig ikke noget særligt, men der var stemning og så hjalp det naturligvis at Villa vandt 2-0 - Thomas Sørensen på mål og Martin Laursen på bænken! Charlton havde Rommedahl med fra start og han gjorde en hæderlig figur. Spillet var klasser over hvad man ser i Danmark - de kunne rent faktisk finde ud af at ramme hinanden - men alt andet havde nok også overrasket mig :-)

Efter et par timer der sammen med 35.500 andre (og jeg var bestemt underholdt) var det så retur til byen og finde min bil som stod lige hvor jeg havde efterladt den. Derfra var det så lige med at finde ud af byen igen men det gik nogenlunde uden problemer. Dog vil jeg da lige nævne at den med at byen er umulig at køre rundt i vil jeg godt tro. Det krævede bestemt at man holdt tungen lige i munden - og jeg skulle bare lige ind og ud...

Det var så den weekend - Aston Villa vandt i Premier league - Europa vandt Ryder Cup - og jeg vandt....øøøøh.... ikke rigtig noget... Måske retten til at komme på arbejde igen i morgen, men det er vel næppe en præmie.

Ingen kommentarer: