Ja, jeg troede det var løgn, men i går i Morrison's så jeg de første JULEKALENDRE!!! Jeg var dybt rystet - det slår alle rekorder. At den ene var med Homer Simpsons kontrafej og et "D'oh-ho-ho" gjorde det ikke bedre, men et eller andet sted en ganske rammende kommentar.
Ellers har det været en ganske stille weekend som startede fredag med at jeg lige smuttede op forbi The Bowl for lige at høre (og se hvor meget der var at se) Robbie Williams fyre den af. Han spiller jo 5 koncerter i Milton Keynes i disse dage og der kommer ca. 60.000 til hver så der er lidt trafikalt kaos i nabolaget. Der var gang i den fredag og der var også mange "udenfor murene" som bare var kommet for at høre musik. Jeg hørte et par numre og så futtede jeg hjem igen. Nu kan jeg så prale med at have hørt (ganske vist ikke set) "Back For Good" med både Robbie og Take That - hvis det altså er noget at prale med...
I går var jeg en tur downtown og så var jeg ude at løbe en lang tur. 46 min non-stop. Jeg synes selv at det var ganske godt gået. Ulempen ramte mig så senere da mit ene knæ begyndte gøre ondt når jeg bevægede det og det var ikke lige det jeg havde brug for eftersom jeg havde planlagt en tur til London i dag. Jeg besluttede at sove på det og så se om det blev bedre.
I morges var det da lidt bedre, men der var heller ikke nogen tvivl om at en tur til London hvor jeg ville gå 10-15 kilometer plus det løse ikke lige var det mest geniale påhit - og det på trods af at det var en pragtfuld dag. Det må blive næste weekend.
Anyways, søndagen blev tilbragt i haven i selskab med en bog - "Lucky Man" af Michael J. Fox (jeps - ham fra Tilbage til Fremtiden og/eller Spin City). Det er ganske underholdende læsning og jeg kan kun anbefale den på det varmeste.
Nu truer den næste uge så og det bliver så den næst sidste inden jeg atter vender hjem til Danmark. Den 29/9 er der allerede arrangeret en farvellerseance for undertegnede og min kollegs Naoki som har fundet nye græsgange. Det skal nok blive vældigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar