søndag, oktober 08, 2006

Lærte vi noget?

Efter en weekend som mest har stået i oprydningens tegn (hvoraf det meste er vel overstået) så er der også blevet plads til lidt politiske tanker - takket være Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) og Ulf Pilgaard.

Hvorfor Ulf Pilgaard? Den simple forklaring er såmænd den at jeg i sidste uge så en temalørdag på DR 2 og der viste de en sketch fra årets Cirkusrevy med titlen "Lærte vi noget?" hvor teksten handlede om muhammedtegningerne og den palaver som fulgte efterfølgende. Ganske underholdende men også lidt tænkevækkende - noget som ikke blev mindre efter at jeg hørte om DFU og deres lille stunt med at tegne profeten så nedværdigende som muligt og oveni købet er det blevet videofilmet og oversat (set med engelske undertekster).

Nu er der så forskellige grupper ude omkring i verden som (igen) fordømmer Danmark og de handlinger som en lille gruppe danskere betegner som "Dansk humor". OK - dansk humor er grovkornet og tiltider kulsort og vi er kendt for at gøre grin med alt og alle. Det er et eller andet sted også fint nok da det for det meste ikke støder nogen synderligt. Dette seneste eksempel på såkaldt humor er efter min mening langt over stregen. Jeg kunne forstå det hvis det havde været en eller anden intern joke, men med videokameraer mv. så er dette jo lavet med fuldt overlæg. Sidst der var nogle i Danmark som offentliggjorde tegninger af samme kaliber, ja, de fleste kender historien. Jeg synes det er skræmmende at man ikke kan tænke længere.

Ytringsfriheden er naturligvis en hjørnesten i det danske samfund, men burde man ikke tænke lidt mere når ens handlinger har konsekvenser langt ud over landets grænser? Normalt kan man være stolt over at være dansker og jeg er da stadig stolt over at være fra dette lille land, men skal samtidig også være ved at under "tegningskrisen" tidligere på året og nu igen er der to perioder hvor der er nogle personer som jeg IKKE er stolt over at dele statsborgerskab med.

Verden er blevet et meget lille sted og her er endnu et bevis for hvordan nogle streger på et papir på en gård langt fra alting pludselig kan få konsekvenser for mange mennesker meget langt væk - og måske endda meget alvorlige konsekvenser. Ytringsfrihed, jo tak, men ærlig talt - er det forbudt med lidt omtanke og pli?

Lærte vi noget? Måske, men desværre er der tydeligvis nogen som ikke har lært nok...

1 kommentar:

Anonym sagde ...

god start